Fra Boca Chica til Costa Rica

Det var ikke kun Hyndaien, der nød turen ned fra bjergene ved Boquete til Boca Chica ved Stillehavet. Det gjorde vi også, for vi forlod regnen og det kølige vejr og kom ned til sol og 34 grader.

Undervejs stoppede vi ved Los Cangilones de Gualaca. Det er et sted, hvor Chiqurifloden skærer sig gennem nogle flade klipper og skaber en stærk strøm, som de modige springer ud i fra 3 – 4 meters højde. Vi nøjedes dog med at se på, da badetøjet desværre var pakket ned.

Vejen dertil var en asfaltvej med så store huller, at det krævede gode slalomevner og en hastighed på ca. 10 km/t for at undgå de værste. Godt vi ikke skulle køre den vej i mørke.

Måske kan man sige, at vejen til paradis går via hullede veje, for efter et par timer kom vi frem til Boca Chica Eco Lodge. Det er et mindre sted med en helt utrolig udsigt over Chiquiribugtens mange øer. Der er frodigt og grønt hele vejen rundt, og lige nu (kl. 18.30 lokal tid) sidder vi på balkonen og nyder solnedgangen, mens aberne brøler fra træerne omkring os. Der er et falkepar, som holder til i palmerne rundt om bygningen og kommer helt tæt på os, mens kolibrier og sommerfugle flyver omkring.

Der er en uopvarmet infinitypool med 28 grader varmt vand, hvorfra vi kan ligge og se ud over bugten. Så skønt!

Boca Chica er et lille fiskerleje i et mangroveområde med meget store forskelle på ebbe og flod. Det er mest charmerende ved højvande. Flere af fiskerne driver også taxibådsservice, så man kan komme på ture til de mange øer i bugten. Masseturismen er endnu ikke kommet hertil, men her er da et par restauranter og lodges. Desuden er der en ret stor gruppe ‘snowbirds’. Det er især amerikanske og canadiske folk lidt oppe i årerne, som trækker herned op til otte måneder om året for at slippe for vinteren hjemme. De mødes hver lørdag på en bar, og vi havde fornøjelsen af at deltage i lørdags. Der var kindkys og minglen hele vejen rundt, og det er tydeligt, at alle kendte alle. Flere af dem bor i særlige områder, hvor hegn, vagter og porte beskytter dem mod Panama, som vi ellers opfatter som et meget fredeligt land med en særdeles venlig befolkning.

Alligevel var det hyggeligt og meget smukt at sidde ude i vandet, og først opleve en imponerende solnedgang og siden mørket sænke sig omkring os. Når det er mørkt, er der vitterlig kulsort – der er ingen gadelygter! Man kan dårligt se en hånd for sig.

En ting er at sidde og nyde aftenen på en bar på pæle i bugten. Noget andet er at skulle gå tilbage op ad to meget stejle stier i totalt mørke. Det var nymåne, så der var kun nogle ildfluer, som lyste lidt op, og ellers måtte vi klare os med lyset fra telefonerne. Det er ingen overdrivelse at sige, at turen op til lodgen tog meget på en af os, men vi kom op og kunne nyde mørket og aftenen fra balkonen.

Næste dag startede vi med et overdådigt morgenmåltid lavet af det sydafrikanske værtspar, før vi tog ned til havnen for at   finde en taxabåd, der kunne sejle os over til naboøen Boca Grande. Det lykkedes, og vi betalte 2$  hver for turen.

Boca Grande er en større ø, hvor der ligger en lodge i den ene ende, og ellers er resten af øen ikke fast beboet. Der er folk, der holde køer eller har kokuspalmer, men der er ingen turistfaciliteter på øen. Der er mange strande, men de fleste er med sort sand og meget lavvandede, så det var ikke et sted, hvor vi bare hoppede i vandet. I stedet gik vi ture på øen. Her mødte vi bl.a. et par lokale bønder til hest og nogle fiskere, og vi så flere brølende aber, et egern med en meget lang hale og gribbe. De er alle vegne!

Efter nogle timer gik vi tilbage til ‘havnen’, hvor det lykkedes Susanne at praje en taxibåd, der fik os tilbage til fastlandet til en god frokost med ceviche og stegt yukka.

Resten af dagen gik med afslapning ved poolen og forsøg på at fotografere kolibrier. Det er absolut ikke nemt.

En bådtur blandt øerne i bugten er et must her, og det skulle vi selvfølgelig også. Sammen med en 86 årig amerikaner fra Oklahoma med en fantastisk ‘bred’ midtvestlig accent og hans yngre panamanske kone besøgte vi fire øer, hvor især Isla Bolanos var smuk. Der var kridhvidt sand, turkisblåt vand og palmer langs stranden. Og her havde vi lyst til at bade.

Hvalsæsonen her er lige slut, så dem så vi ingen af, men vi så en havskildpadde, flyvefisk, masser af fugle og et dødt bæltedyr, som gribbene var i gang med at æde.

Nu er vi så kommet til Puerto Jimenez i Costa Rica. Det har været en lang tur, selv om der kun er ca. 300 km, for det tager sin tid at komme over grænsen: Først kørte vi 75 km til David lufthavn, hvor vi skulle aflevere Hyndaien. Derfra skulle vi med taxa til grænsen, men taxachaufføren måtte kun køre til den panamanske side af grænsen, så herfra skulle vi med en ny taxa ca fem km for at få udrejsestempel fra Panama og indrejsestempel til Costa Rica. (Hr. Stempelkvist har ikke levet forgæves). Her blev vi så også lige testet for malaria, hvorefter vi skulle tilbage til Panamagrænsen for at hente vores lejede bil, en Suzuki Jeep. Sammen med køb af nye simkort, forsøg på at veksle penge og lidt frokost tog det et par timer at komme igennem alt dette hurlumhej. Men nu er vi i Costa Rica!