Los ticos

De forrige indlæg har handlet meget om regnskov og dyreliv, men der er jo også nogle mennesker i det her land, ca 4,5 millioner, og det skal dette indlæg handle om.
Folket her kaldes los ticos. Det er en meget homogen befolkning. 87 % er mestizer og kun 2,4 % er oprindelige folk. De sidste bor i reservater i den nordlige del mod grænsen til Nicaragua og i den sydøstlige del af landet ud mod Det Caribiske Hav. Det siges, at de lever på traditionel vis, men vi har ikke mødt nogen, så ved ikke, om det er rigtigt.
Folk her virker meget glade og venlige. Når vi går ture i byerne hilser folk altid meget pænt på os. Vi har ikke oplevet nogen form for turisthad. Der er en særlig afslappet stemning, hvor tingene tager den tid, de tager.
Men det kan være svært at tage fotos, for man skal jo spørge først. Så her er blot et af mødre, der henter børn fra skole. (Fik vist ikke lige spurgt først).

Da det jo stort set er samme temperatur året rundt i det meste af landet, er shorts og en t-shirt den foretrukne påklædning hos såvel kvinder som mænd. Og det gør ikke noget at vise hud – også selv om man har meget af den. Fodtøjet er klip klapper eller gummistøvler afhængigt af årstiden. Det gør det jo nemt. Varmt overtøj er der ikke brug for på disse kanter bortset fra i bjergene ved Santa Elena og Monteverde, hvor fotoet ovenfor er fra.
Som alle andre steder i verden skændes børn også her. På fotoet er det juicehandlerens børn, der slås om et stykke pap. De opholdt sig der i rendestenen det meste af eftermiddagen, mens forældrene pressede appelsinjuice til forbipasserende.

Det er også ret svært at tage fotos af boligerne, for de ligger altid meget mørkt. Skygge er meget vigtig her, hvor solen bare bager mange timer hver dag. I de mange småbyer, vi har besøgt, ligger de som regel under træer, er bygget af betonsten og malet. De fremherskende farver er turkis og grønne nuancer, men også gule og røde nuancer ses. Husene består af køkken, toilet og soveværelse og en stor overdækket terrasse, som fungerer som stue. Her hænger familien ud – gerne i en hængekøje.

I nationalparken Corcovado besøgte vi vores guides families hus. Det var et anderledes dejligt luftigt hus bygget af træ. Endnu har vi ikke været i en rigtig stor by, men kørt gennem et par større, hvor vi på afstand har set karreer, men det er ikke det fremherskende billede, vi ser, når vi kører rundt i landet.

Og hvad spiser man så her?
Den traditionelle morgenmad, gallo pintos, består af ris med bønner, æg, stegte bananer, sødt brød og kaffe. Ikke lige noget for os. Men kaffen her er fortræffelig. Den traditionelle frokost/aftensmad kan ses på fotoet her. Kylling kan skiftes ud med kød eller fisk. Det smager faktisk ok, og så står der altid en flaske tabasco på bordet, der kan forstærke smagen. En anden traditionel ret er ceviche – rejer, fisk eller blæksprutte i en limelage med chili. Smager virkelig godt!
Vi har for det meste selv lavet mad, fordi vi har boet i huse eller lejligheder med køkken. Det har været virkelig rart at kunne købe nogle af de lækre grønsager og selv tilberede maden. Brødet her smager ikke godt. Det er sødt og blødt, så vores frokoster har bestået af store velsmagende tomater med virkeligt lækre store avocados og hakket løg.

Her i landet pynter man også op til jul, selv om det virker lidt mærkeligt, når det er så varmt. Det er ikke særlig pænt pynt, mest i plastik og med blinkende lamper eller oppustede julemænd. Lidt hjemligt så det dog ud, da de to piger i Hummingbirdcafeen havde bøjler med rensdyrhorn på.



You must be logged in to post a comment.