Fra kyst til bjerge

Det kunne være en dækkende overskrift for dette indlæg, for vi er kørt fra Stillehavet til La Fortuna i bjergene inde midt i Costa Rica. Den tur skal dette indlæg ikke handle om, for dels venter der os mange oplevelser i bjergene, og dels er der sket meget siden sidst.

Vi kørte tidligt fra Maze Lodge, og Jimry’en kom på hårdt arbejde, for den stærkt bulede og hullede vej til Puerto Jimenez var også våd og glat af nattens regnvejr. Vi kom dog ned af bjerget, og snart måtte vi dele vejen med cykelryttere, for der var et lokalt cykelløb i gang a la Sjælsø Rundt. Det er fuldt forståeligt, at de cykler tidligt på dagen, for det var kun 29 grader kl. 8 om morgenen.

Vores etape var på ca. 225 kilometer, og de sidste 150 var overvejende flade, men alligevel kunne vi ikke holde mere end 40 kilometer i gennemsnit. Der er mange skoler i Costa Rica, og ved hver skole må man kun køre 25 km/t. Der er 40 km/t i byerne, og mellem byerne kan vi komme op på 80. Det stiller krav til chaufføren, for der er ikke langt med stykkerne med de forskellige hastigheder, og ikke alt er skiltet godt. Vi er dog sluppet for bøder, men her er også væsenligt færre fartkontroller end i Panama. Desuden kører der mange kæmpestore lastbiler, som buldrer derudaf og som kan være svære at komme udenom, fordi vejen kun har et spor i hver retning.

Vi kom frem til Dominicaliti. Her havde vi lejet en hytte med udsigt til Stillehavet. Det var der også, og det viste sig at være det absolut bedste ved stedet. Hytten var mørk og ikke af nyere dato, og der lugtede som i en gammel Ajaxreklame tilsat ekstra duftstoffer, så vi var ikke imponerede. Den sidste del af vejen op til hytten mindede lidt om vejen til Maze Lodge. Der er dog en glimrende restaurant på stedet, og vi fik gule ris, rejer og friskpresset juice.

Stranden var igen med gråt sand og meget lavvandet, og selv om bølgerne var ret små, havde ingen af os lyst til at bade. I stedet gik vi en tur i den nærliggende landsby, som endnu ikke er ramt af masseturismen.

At regntiden ikke er helt slut, fik vi tydeligt bevis på, da et heftigt tordenvejr trak ind over os og leverede et fem timer langt skybrud. Regnen dundrede så kraftigt på bliktaget, at man knapt havde ørenlyd. 

Som vi efterhånden er blevet vant til, vågnede vi tidligt til en flot solopgang – denne gang over Stillehavet, som virkeligt levede op til sit navn. Det var ret underligt, at det ikke var til at se på jordvejene, at regnen havde væltet ned aftenen før.

1.december er en meget vigtig dag for Costa Rica, for det er den dag, landet afskaffede sit militær i 1948. Dermed blev Costa Rica et af de meget få lande, der ikke har en hær. Det skete efter en  borgerkrig, og det blev besluttet at bruge militærbudgettet til at udvikle landet. Det er lykkedes, og i dag har Costa Rica Mellemamerikas stærkeste økonomi og bedste levestandard. Gennemsnitslevealderen er mange steder i landet højere end i DK, der er skoler og sundhedshuse i stort set alle byer, alle kan læse og skrive, og landet scorer tårnhøjt på lykkeindekset. ‘Pura vida’ (groft oversat kan det betyde ‘det rene liv’ eller ‘simpelt liv’) bruges her som ‘god dag’ eller ‘farvel’ og skal forstås mere filosofisk som et ønske om at leve i nuet og være taknemmelig. Vi oplever stort set kun venlige og imødekommende mennesker her, og vi kan ikke forstå, at folk i Panama advarede os og bad os passe på, når vi absolut ville besøge det farlige naboland.

Vores første decemberprogram bestod i en bådtur i et mangroveområde med masser af dyr. Vi så både små og store leguaner, to boaslanger, mange forskellige fugle, en lille krokodille, et par dovendyr og en masse nærgående aber, der kom så tæt på os, at en af os udbrød: “Nu behøver jeg ikke at se flere aber!” Der var dog en hel del aber i træerne, da vi kom tilbage til Ajax-hytten.

Der kom igen et kraftigt regnskyl. Det fik os til at beslutte at forlade stedet og køre nordpå næste morgen, for vi havde fået regn og kemikalier nok. Det lykkedes at finde overnatning til et rimeligt beløb (38$) 175 km nordpå.

Det lyder måske som om, det regner hele tiden. Det er heldigvis ikke tilfældet. De sidste dage har vi haft nogle rigtig skønne morgener med flotte solopgange og klart vejr. Omkring middagstid begynder skyerne at samle sig, og nogle dage bliver der virkelig åbnet for sluserne om eftermiddagen. Andre dage spredes skyerne, og vi har også haft nogle flotte solnedgange.

Tarcoles var dagens mål. Det er stedet, hvor de største krokodiller i Costa Rica muntrer sig i Rio Grande de Tarcoles.

På vej dertil så vi et skilt om et dansk bageri 30 km væk, så der indtog vi morgenmaden med rødternet dug, dannebrog, madam Blå, danske kaffedåser og danske priser. Der var surdejsbrød, smør og wienerbrød, så vi følte os helt hjemme og meget overraskede over at finde sådan et sted i Costa Rica.

En meget talende amerikaner havde også fundet vej dertil, og det var ganske underholdende at opleve en hollandsk kvinde være dybt ironisk overfor fyren, uden at han selv opfattede, at der blev taget pis på ham.

Landskabet var anderledes end tidligere. Vi kørte i meget lang tid langs kæmpe kokosplantager, der strakte sig langt ind på begge sider af vejen. Costa Rica bliver fortjent fremstillet som et land med stor biodiversitet, men her var det monokultur i lange baner. Der blev arbejdet i plantagerne, hvor arbejdere med knive på 8-10 meter lange skafter skærer palmens frugter af. Frugtklumperne bliver transporteret til sukkerfabrikslignende store, osende fabrikker, hvor palmeolien udvindes. Det er helt sikkert godt for tegnebogen, men ikke for miljøet. Arbejderne cykler fra sted til sted med deres  lange skafter på skuldrene og macheten i bæltet. Derfor er det også det billede, der er på advarselstavlerne langs vejene.

I Tarcoles skulle vi bo på Makaw Paradis. Der var ikke meget paradis over stedet, som mest mindede om en lidt tarvelig campinghytte uden for sæsonen. Der var en grund til den lave pris, men der var havudsigt, rent sengetøj og håndklæder samt varmt vand i bruseren. Det er utroligt, hvordan billeder og beskrivelser på booking.com kan afvige fra virkeligheden.

Heldigvis skulle vi på krokodilletur, før vi indtog ‘paradiset’. Det var til gengæld en rigtig spændende oplevelse. På en to timers tur så vi igen en masse fugle og leguaner. En af disse leguaner var den såkaldte ‘Jesus Christ’. Navnet har den fået, fordi den ligesom Jesus kan gå på vandet. Det går så hurtigt, når den pludselig piler af sted over overfladen for at komme i sikkerhed et nyt sted, at vi ikke nåede at få kameraet frem.

Det gjorde vi til gengæld, da vi så de kæmpestore krokodiller helt tæt på båden.

Den største var mellem 5-6 meter lang, så vi holdt hænder og arme inde i båden. Samlet så vi omkring 10 krokodiller på turen.

Et andet højdepunkt var ved flodens udmunding i Stillehavet. Her havde en stor gruppe måger fundet ro. Pludselig gik der panik i flokken, for en jagtfalk dykkede ned og spredte flokken. Jagtfalken udså sig et bytte og ramte mågen med høj fart og kløerne fremme. Mågen røg ned i vandet og prøvede at komme væk. Så kom falken en gang til og ramte mågen. Den havde ikke mange kræfter tilbage, så da falken kom tredje gang, var det slut. Den løftede mågen ud af vandet, fløj af sted med den og fandt et sted på land, hvor den begyndte at spise mågen. Et helt utroligt syn der fandt sted 10-15 meter fra os.

For at formindske tiden vi skulle tilbringe i ‘paradiset’, kørte vi også ud til ‘Crocodile Bridge’, som er kendt for, at der er krokodiller under broen. Det var højvande og kraftig strøm, så det er ikke det bedste tidspunkt at spotte krokodiller på, men vi så da to på 3-4 meters længde. I øvrigt er der krokodiller i alle de costarikanske floder mod Stillehavet. Det betød, at vi ikke lige havde lyst til at bade ved ‘paradishytten’, hvor vandet ellers er stille og roligt, for der udmunder en flod lige ved siden af.