San Blas øerne

Vi er nu tilbage i Panama City efter en tredages tur til San Blas øerne. Igen sidder vi på balkonen og lytter til musik fra restauranten på torvet nedenfor, de samme gadesælgere og indsmidere til restauranterne står på deres pladser, så det er lidt som at komme hjem.

San Blas øerne ligger i det caribiske hav ca. 3 timers kørsel fra Panama City. Turen dertil går på den sidste del igennem en tropisk bjergkæde med tæt, jungleagtig skov på begge sider. Det er en god vej, men det går op og ned ad stejle bakker, når vejen snor sig gennem bjergene. Vi så et par tukaner og en flok aber i træerne undervejs.

Øerne er en del af Guna Yala, som er en autonom provins i Panama. Faktisk var det den sidste provins, som tilsluttede sig staten Panama, og der er paskontrol, når man passerer grænsen.

Guna Yala består af en smal, bjergrig del af fastlandet og et ørige med hundrede af større og mindre koraløer spredt i et stort område ned mod Colombia. De mindste beboede øer består stort set kun af en ø med palmer og plads til et mindre hus. 

Vi boede på en større ø, Chichime, hvor vi gik en tur øen rundt og fik det ret præcist til 999 m. Turen til øen tager ca. en times tid i en hurtiggående motorbåd med to 75 hk motorer bagpå. Heldigvis er det et stykke fra Venezuela, så der var ingen Trumpdroner i luften over os. Det var bare at nyde farten, det turkisblå vand, flyvefiskene, pelikanerne og palmeøerne.

Hvad laver man så på en palmeø? Vi badede en del i det 27 grader varme og salte vand, roede til en naboø i en ‘sit on top’ kajak, snorklede, spillede beachvolley, kiggede efter delfiner, spiste ret lokal mad, lå i hængekøjer og læste bøger. Det var altså ret skønt!

Vi var også på en tur ud til det koralrev, som danner en naturlig barriere ud mod dét caribiske hav. På indersiden af revet er der godt at snorkle, og man ser mange koraller og fisk af mange størrelser. Det var overskyet, så måske var det grunden til, at vi synes, at korallerne manglede farve og ‘mangfoldighed’ i forhold til koralrev, som vi har set andre steder. Det kan desværre også skyldes afblegning pga. stigende havtemperaturer.

Lidt væk fra revet oplevede vi et ret unikt fænomen. I et område med ret dybt vand, var der et lavvandet område – ca 50cm dybt – med turkisblåt vand og skinnende hvid bund. Det blev også kaldt ‘en naturligt swimmingpool, og det var sjovt at snorkle rundt, for kom man ud til kanterne, blev det meget hurtigt meget dybt, og selv når der var 15 – 20 meter sigt i vandet, var det umuligt at se bunden.

Tredje og sidste stop på turen, var på en ‘partyø’, hvor vi sluttede turen af med en drink i baren. Først havde jeg dog snorklet ved et vrag tæt på øen. Vraget var gammelt, og der var begyndt at vokse koraller på det. Samtidig tiltrak det helt andre fiskearter end de andre steder.

Vi havde valgt Chichime, fordi den skulle være en lidt stor og stille ø, og hvor vi kunne få en hytte med eget bad og toilet. Hytten var af træ med bliktag, og var malet i ret stærke farver, men det fungerede fint. Altså bortset fra den første nat, hvor vi blev vækket af et tropisk regnvejr af de mere kraftige. Bliktaget kunne næsten holde regnen ude, men vi fik da en del dryp i sengen.

Øerne er ejet af Guna Yala folket, og de forskellige familier driver så hver deres ø. På ‘vores’ ø stod kvinderne for madlavning, rengøring og kontakten til turisterne, mens mændene havde ansvaret for bådene og for at holde stranden pæn og ren, så det første vi så om morgenen, var tre mænd som gik og rev nedfaldne blade, kokosnødder og opskyl fra havet sammen.

Kvinderne så vi først lidt senere, for de var i fuld gang med madlavningen over bål i hytter bag vores. Til gengæld var det også dem, som vi fik snakket mest med. Der var en rigtig rar stemning, og kvinderne gav udtryk for, at de lever et godt liv på øen, hvor de er i perioder på tre måneder. Den resterende tid er de hjemme i deres byer, som ligger på de største øer tættest på fastlandet. Her er der skoler og sundhedsklinikker, og de kan hurtigt komme til fastlandet. Et særkende ved Guna Yala folket er ud over kvindernes klædedragt, at de ikke er ret høje. Vi skyder på en gennemsnitlig højde på 140 cm for en voksen.

Da vi roede over til naboøen, var der stille og roligt på vores ø, så vi var noget forbavsede over, at der i mellemtiden var kommet et par store grupper på endagstur. De havde kølebokse med drikkevarer med, og der gik ikke lang tid, før der var gang i karaoke – og det lød ikke godt!

Heldigvis var de væk, da vi kom tilbage fra bådturen, så freden sænkede sig igen over øen, og vi havde en rigtig skøn aften i vores lille paradis.

Mellem de to øer er der en populær ankerplads for sejlbåde. Der var både charterbåde (mest store katamaraner med fast besætning) og langturssejlere i almindelige sejlbåde.  Den sidste morgen lå en båd ‘Ønsket’ fra Kerteminde. Selvom vi ikke har været væk ret længe, var det skønt at se Dannebrog i bugten sammen med et par delfiner.