Tanger – Marokko

Som de stolte søulke vi er, er den eneste rigtige måde at komme til den gamle sørøverrede, Tanger, på, selvfølgelig at sejle. Derfor tog vi bussen fra Cadiz til Spaniens sydligste by, Tarifa, for dernæst at krydse Gibraltarstrædet med DFDS katamaranen til Tanger. Overfarten tog en time, og var komfortabel og rolig på trods af ret frisk vind. Vi havde frygtet en meget langsom og omstændig pas- og toldkontrol, men det var yderst effektivt. Paskontrollen foregik under overfarten, og toldkontrollen blev udført af flot uniformeret personale, som ikke ofrede vores bagage megen opmærksomhed. 

Det var flot at ankomme til Tanger af søvejen, for færgen sejler helt ind til den gamle by, som ligger hvid og meget smuk i mange etager oven for havnen. Vi havde booket et værelse på en Riad i gåafstand fra havnen, og det sværeste var næsten at slippe forbi de mange mænd, som mod beskeden betaling gerne ville “hjælpe” med taxi eller ved at vise vej. Vi slap med at betale en mand en euro, da vi ikke kunne finde vej de sidste 100 meter. Havde vi kigget op, havde vi set Riadens skilt 30 meter fra os.

Riad Yasmine ligger lige inden for murene i Medinaen og er nabo til Le Grande Mosque. Næste morgen fandt vi ud af, at det nok var lidt for tæt, da muezzinens meget forstærkede stemme kaldte de troende til bøn kl. 5.09 ti meter fra vores værelse, og med indlagte pauser forsatte det den næste time. Det er altså ret svært at sove, når en meget begejstret mand råber en ind i øret.En Riad er et hus med en åben, patioagtig plads inde i huset. Hos Dar Yasmine havde de fleste værelser kun vinduer ind mod patioen, men vi havde heldigvis et værelse med udsigt over havnen og Atlanterhavet, og 22 timer i døgnet var det en fornøjelse.
Når vi trådte ud fra Riaden, var vi midt i mylderet i Medinaen og i et herligt mix af spansk og marokkansk kultur. Mest af det sidste, men med spansk inspireret arkitektur, cafeliv, cafe con leche, brød og sprog.

Vi gik mange skridt i de små gyder, og blev overvældet af de mængder af forskellige varer, som bliver udbudt til salg. Uægte fodboldtrøjer og guld er store hit. Gad vist om den enkelte handlende kan leve af indtægten herfra, for der er manga af de samme slags forretninger.
På vores tur gennem gyderne kom vi tilfældigvis forbi en lille grammofonpladebutik. Ejeren her gjorde os opmærksom på et opslag om jazzmusik fredag og lørdag aften. Vi besluttede at se, hvad det var for noget, og det var vi da virkelig glade for, at vi gjorde:
I en ca. 16 kvadratmeter stor opholdsstue i et lille hus var der lige plads til et klaver, et trommesæt og en bænk til berbisk bas og et par rytmefolk på berbiske instrumenter. Vi 12-15 tilskuere sad, hvor der ellers var plads i stuen, på trappen op til 1.sal, i entreen eller stod udenfor. Entreen var gratis.

Da vi kom, var Frederico på trommer og Matthew på piano i gang med et sæt. Det er to musikere fra øverste klasse, som sad her i en stue i Tanger og spillede skøn, skøn improjazz for os få heldige. På nogle numre var marokkaneren Aloui Yazid også med på sin ghimbri (en slags bas), og det lagde en skøn, dyb bund under musikken.
Frederico er oprindelig fra Italien, bor mest i Brooklyn, hvor han og Matthew spiller på de store scener.
Huset er ejet af Fredericos tante, og et par gange om året inviterer Frederico musikere til at deltage i en tredages minifestival. Denne gang var Leo Genovese, oprindelig fra Buenos Aires, med på piano.
Han gav først nogle super virtuose solonumre, før rytmeinstrumenterne, qraqeb, kom på. Det hele var virkelig mageløst.
Vi var nødt til at opleve det igen, så næste aften gik vi igen tilbage i stuen, hilste på vennerne fra dagen før, fik pladser på trappen og endnu en førsteklasses oplevelse. Højdepunktet her var Leo Genovese, som sammen med fem unge marokkanske musikere i den grad fik rummet til at swinge og hans kæreste til at danse.

Efter 2 1/2 time kunne vi ikke rumme flere indtryk og overlod pladserne til nogle af de mange, der ventede udenfor. En sjov detalje:
Kl. 19.52 var der begge aftner 20 min pause pga aftenbønnen. Ikke fordi musikerne skulle bede, men man spiller ikke under bønnen.
Ellers har vi oplevet byen, stranden, vejret, maden og mange flinke og imødekommende mennesker, som vi kan tale med på engelsk og spansk.