Casablanca
[sc_embed_player fileurl=”https://visverden.dk/wp-content/uploads/2024/11/20241111-192958.m4a”]
Fra Tanger er vi taget med et højhastighedstog til Casablanca – en tur på bare to timer. Toget var virkelig fint, men udsigten undervejs var mest endeløse rækker af plastikdrivhuse. Marokko producerer fødevarer i store mængder, og klimaet er jo perfekt til det.

Vi valgte at gøre et kort stop her i Casablanca, fordi vi har læst, at Casablanca skulle være en moderne by, hvor folk med forskellig tro lever fredeligt side om side. Vores første indtryk af byen er dog ikke særligt positivt: uendelig mange, grimme, ramponerede højhuse, byggepladser, brede boulevarder, larmende og stinkende trafik og rigtig meget skrald alle vegne. Men efter at have gået rundt i byen, besøgt Hassan Moskeen, der er et imponerende stort bygningsværk, siddet på molen og kigget på folk, der svømmede, klippede hund, fiskede med stang eller fra oppustede traktordækslanger med svømmefødder som eneste drivmiddel, spist og fejret nationaldag på en rigtig hyggelig marokansk restaurant er vi blevet meget mere positive. Alle marokkanere, vi har mødt, er flinke og hjælpsomme og selv ikke, når man går gennem de usleste gader i det gamle kvarter, føler man sig på nogen måde udsat.

Men Marokko er godt nok mændenes verden. 75% af de mennesker, man ser på gaden, er mænd, og kvinderne er stort set alle i lange frakker/kjoler og tørklæde. På caféerne sidder mændene i en rand udenfor med deres te, og man skal være heldig, hvis der også er en enkelt kvinde eller to for ikke at føle sig helt ved siden af. Kvinderne holder til på bænkene på pladser og i parker. Det er også lidt underligt, at der kun serveres kaffe, te, vand og sodavand på caféerne. Ikke engang på det fine hotel, vi bor på, kan man købe et glas vin eller en øl. (Men måske er det godt for vores lever?)
Vi havde sat vores lid til Carrefour i dag, men heller ikke der sælger de nogen form for alkohol.
I morgen tagervi videre med et nyt højhastighedstog til Marrakech, hvorfra vi skal på en femdages ørkentur. Det glæder vi os meget til.


You must be logged in to post a comment.