Status over de seneste dage

📍 Se på kort

66.28532, -43.76098 Map: maps.google.com/maps?q=66.285324,-43.760983

Christians opdatering:

D.14 nåede vi Dye2 – en forladt amerikansk raderstation og vores 2. milepæl. Det var en særlig oplevelse at gå rundt her og se denne kæmpe konstruktion. Det er ikke muligt bare at gå ind for sne og is har igennem årene opslugt en stor del af bygningen. For at komme ind måtte vi over taget og ind gennem en dør højt oppe. Herfra fik man så adgang til bygningen. Det virker som om det hele nærmest er blevet forladt fra den ene dag til den anden. Der var alverdens ting og sager, som vidnede om den dagligdag der havde fundet sted her. Bøger, blade, skruer, søm, lamper osv. Dokumenter i arkivet lå fremme på bordet, værelser var møbleret . Øverst er selve kuplen, hvor radaren er placeret. Det var var virkelig spændende at gå rundt her i en anden verden med pandelampe og få et glimt af hvordan livet engang måtte have været her.

Vi overnattede samme dag på Camp Ravens område (meget lille amerikansk base), der ligger 500 m fra Dye2. Der er her ganske få amerikanske soldater tilknyttet. Vi fik her en stor hjælp i forhold til at få lavet de bindinger, der var i stykker. De var utrolig gæstfrie og gav os æbler og appelsiner. Vildt af få det her midt på isen.

Desværre viste det sig, at vi på Camp Raven også måtte sige farvel til vores hollandske deltager, da hun ikke havde spist og drukket nok over en længere periode. Hun blev derfor evakueret og hentet i helikopter.

Lige nu er vejret vendt, og vi har sol, minus 10-15 grader og ingen vind. Vi er virkelig blevet banket af vejret de seneste dage med hård vind og ingen sigtbarhed. Så dejligt at det vendt. Vi tilbagelægger i øjeblikket ca 25 km dagligt og i morgen kommer vi til milepæl 3, som er højest punkt – summit. Herfra går det nedad mod østkysten.

 

Fra Arctic Adventures ekspeditionslog:

26 km i bidende kulde

Distance og forhold

Endnu en rekorddag i dag: Vi tilbagelagde 26 kilometer.

Vejret er stadig roligt og stabilt med dejlig sol i løbet af dagen. Det ændrer dog ikke på, at der er minus 20 grader, når man pakker teltet sammen, og minus 15 grader, mens vi går i løbet af dagen.

Så alle går stadig med alt udstyret på, inklusive ansigtsmasker og skibriller. Det er ofte svært overhovedet at se hinandens ansigter, men når det gælder vejret til at gå i, er forholdene faktisk perfekte.

Balancen mellem varme og anstrengelse

Det er lidt vanskeligt at finde balancen mellem den meget høje varme inde i hardshell-jakken, når solen står på den, og samtidig holde sig tilstrækkeligt varm.

Så det handler om at lufte lidt ud uden at blive for kold og uden at begynde at svede.

Det lykkedes faktisk ganske godt.

Mødet med IceTrek og vores kurs

Her til morgen under den første etape kunne vi se IceTrek-kavaleriet gå nogle kilometer foran os til venstre.

Vi passede bare os selv og fulgte vores egen kurs, hvilket faktisk gik rigtig godt i dag.

Vi gik i en temmelig lige linje – synes vi i hvert fald. I hvert fald efter vores standard.

Og lidt overraskende stødte vi på IceTrek igen sidst på dagen under den sidste etape.

De havde allerede slået lejr, mens vi fortsatte én etape længere.

Det betyder, at vi nu har indhentet den tid, vi mistede på grund af alle problemerne med udstyret, og det var en rigtig dejlig overraskelse.

Udsigter og vores margin

Vi har stadig kun en lille margin frem mod slutningen af turen, men med de distancer, vi tilbagelægger nu, går det rigtig godt.

Det ser ud til, at vejret fortsætter med at være stabilt og godt at gå i i mindst tre dage endnu.

Efter alt det uheld, vi har haft, er det virkelig en gave.

Om aftenen i teltet holder vi en slags gruppemøde under middagen.

Her gennemgår vi dagen sammen: Hvad gik godt? Hvad kunne være bedre? Hvad kan vi gøre for at blive endnu mere effektive og få den ekstra kilometer med hver dag?

Det, vi finder frem til, ser ud til at virke ganske godt.

Navigationen bliver bedre, og vi er blevet lidt mere effektive om morgenen, så der bliver mere tid tilbage til at gå.

Motivation og usikkerhed

Det giver os faktisk rigtig meget håb om, at vi nok skal klare det – forudsat at der ikke snart kommer en storm på to eller tre dage, som holder os fanget i teltet.

Men lige nu ser det ikke sådan ud, så det er rigtig gode nyheder.

Fugle og tanker

Jeg har hørt fra Basecamp, at det faktisk godt kan passe, at der lever fugle her.

Jeg ved ikke hvordan, for her er så øde.

Jeg tror faktisk, at det er endnu mere øde end en ørken. I ørkenen findes der trods alt alle mulige former for liv, mens der her virkelig kun er is.

Og alligevel så vi alle sammen en fugl igen i dag.

Reaktionerne på den var ret forskellige.

Jeg tænkte: Det er faktisk ret smukt. Jeg kan lige forestille mig Jasmijn flyve forbi og kigge på os.

Og bag mig var der en, der råbte:

“Hey, kan man spise den? Hvor er geværet?”

Noget med forskellige prioriteter.

Fysisk belastning og etaperne

Nu er vi også for alvor begyndt at spise meget.

Belastningen ved otte timers reel gang om dagen, samtidig med at man trækker en pulk, er ret hård.

Den første etape går fint.

På den anden etape begynder man at mærke vægten af pulken, og de fleste begynder også at blive sultne i løbet af dagen.

Den tredje etape er hård, men i det mindste er man på vej mod halvvejspunktet.

Den fjerde etape er endnu hårdere, men så er man i det mindste på vej mod nudelpausen.

Den femte etape er bare virkelig ubehagelig.

Og så presser vi også den sjette etape ud. Derefter står der et pænt antal kilometer på tælleren, og det er den sidste.

Dagens afslutning og rutinen

Det er ret hårdt.

Alle er virkelig trætte sidst på dagen.

Og så skal der selvfølgelig stadig laves mad og smeltes sne til aftensmaden, så arbejdet er ikke slut endnu.

Men rutinen sidder godt fast.

Alle har det stadig godt og hygger sig.

Der bliver snakket en masse og spist en masse, og så fortsætter vi bare derudad, som I kan se.