Overnatning Camp dag 18, 2444 m

📍 Se på kort

Koordinater: 66.31728, -44.32409

 

Fra Arctic Adventures ekspeditionslog:

Halvvejs over Grønlands Indlandsis: 25 km i ekstrem kulde

Denne morgen og de første kilometer

Hej! Velkommen til denne udgave af bloggen med fun facts, løse ender, små kuriositeter og spørgsmål.

Men først lige et par ord om i dag.

Det var isnende koldt, da vi vågnede i morges. Det var omkring minus 16 grader, men der blæste stadig en temmelig kraftig vind, så den føltes nærmere som minus 25.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke rigtig havde lyst til at finde vindmåleren frem for at kontrollere det, for vi havde alt for travlt med at pakke sammen så hurtigt som muligt og sørge for at komme i gang.

Og i gang kom vi.

Faktisk havde Malene den første etape, og hun skød af sted som en raket, hvilket betød, at vi alle gik fra at fryse til at være overophedede på mindre end ti minutter.

Derefter faldt tempoet heldigvis lidt til ro, og vi kunne regulere kropstemperaturen ved at tage lag på, tage lag af og lufte lidt ud.

Distance, tempo og forhold

Alt i alt stod der 25 kilometer på uret i dag – i hvert fald på mit ur.

Den faktiske distance, vi har bevæget os fremad, er lidt kortere, fordi vi stadig bevæger os hen over Indlandsisen som en mørk karavane, der indimellem slingrer lidt.

Men det ødelagde ikke fornøjelsen. Vi havde det godt.

Om eftermiddagen lagde vinden sig lidt. Og især nu, hvor vi har slået lejr her, er det faktisk meget behageligt – i hvert fald inde i teltet, når solen står direkte på det.

Selvom der stadig er minus 15 grader udenfor.

Inde i teltet kan man sagtens sidde behageligt i T-shirt, fordi solen står lige på teltet.

Så det er gode tider, gode tider.

Halvvejspunktet og udsigterne

Et par fakta og små oplysninger:

Hvis alt går efter planen, nåede vi omtrent halvvejspunktet på ruten i dag.

Vi satte distancerekord i dag med 25 kilometer.

Og hvis alt fortsætter som planlagt, når vi det højeste punkt – ikke i morgen, men i overmorgen.

Derefter bliver det hele lidt lettere.

Vejret skulle også forblive roligt og stabilt i nogle dage, så det gælder om at få mest muligt ud af det.

Sjove fakta undervejs

En af de sjove ting er, at jeg ikke tror, Malene fik alt sit udstyr med i morges.

I hvert fald har jeg svært ved at forestille mig det.

Hun må have gravet halvdelen af pulken ned, for hun gik så hurtigt hele dagen. Eller også har der været et eller andet i hendes mad, som vi andre også gerne ville have lidt af.

En anden sjov ting – en rigtig fun fact – er, at hver gang vi holder pause, trækker alle væk fra sporet.

Der er ikke noget spor. Vi laver selv vores spor.

Og alligevel drejer alle mod højre, så snart vi holder pause, og parkerer ved siden af sporet – midt ude på Indlandsisen, hvor der faktisk ikke er andre – som om vi ellers ville stå i vejen for nogen.

En anden interessant ting er, at alle de ekspeditioner, der lige nu befinder sig på Indlandsisen, bliver ledet af kvinder.

Vi har IceTrek-ekspeditionen med Mardi, og vi har Team ACDC med Annie.

De to norske kvinder, Marta og Liv, er af sted på egen hånd.

Og så er der selvfølgelig os.

For lige kort at vende tilbage til Camp Raven: Der er tre mænd og én kvinde der.

Og det var kvinden, der bestemte på Camp Raven.

Så kvinderne regerer på Indlandsisen.

Camp Raven og logistik

Nu vi igen er inde på Camp Raven:

New York Air National Guard står for logistikken til de amerikanske baser i Antarktis.

Så kan vi også sætte flueben ved den oplysning.

Og de tager til Indlandsisen.

Hallucinationer og den lille fugl

Så er der en anden god en.

Tilsyneladende er det nogenlunde normalt, at folk på et tidspunkt oplever hallucinationer på Indlandsisen, simpelthen fordi der er så få sanseindtryk, at hjernen begynder at skabe dem selv.

Faktisk syntes jeg allerede en af de allerførste dage, at jeg så en lille fugl.

Jeg tænkte: Jeg kan se en fugl.

Og alle kiggede på mig, som om jeg var ved at blive skør.

Men for to-tre dage siden så vi alle sammen en lille fugl flere gange – ikke bare én gang, men adskillige gange.

Så nu er spørgsmålet: Hallucinerer vi alle sammen præcis det samme? Eller findes der rent faktisk små fugle her?

På den anden side har jeg svært ved at forestille mig det, for når man ser sig omkring her, er der ingenting. Der er ingen mad og ingen steder at søge ly.

Men det er en lille sort-hvid fugl, som minder lidt om en mejse.

Så jeg spekulerer på: Kan man have en kollektiv hallucination, eller er vi efterhånden alle sammen begyndt at se syner?