Stadt Wehlen – Saksisk Schweiz

Vi kom til Stadt Wehlen en lørdag eftermiddag i strålende sol og 24 grader, og det virkede, som om hele Dresden var på besøg. Det vrimlede med vandrere og cyklister, for Stadt Wehlen er et knudepunkt for de mange turmuligheder i området.
Den lille færge, der forbinder de to bydele på hver side af Elben, havde mere end travlt. Vi gik lidt rundt i byen, før vi satte os med en is og nød livet ved floden – ret tilfredse med vores valg af overnatningssted. På floden vrimlede det med liv: Hjuldampere fra Dresden, masser af store raftinggummibåde, kajakker, kanoer, super hurtige speedbåde, sejlskibe uden sejl, der havde svært ved at sejle mod den ret stærke strøm og stand up padlere. Der var konstant noget at kigge på.

Fra Dresden centrum til Stadt Wehlen er der ca. 25 km. De første par kilometer kørte vi gennem velhavende forstadskvarterer, men derefter blev det mere landligt. Der er små byer med frugtplantager og vinmarker, men også nogle store slotte langs vejen. Slottene er flot istandsatte. Gad vist, hvordan livet var her i DDR tiden?

I Stadt Wehlen bor vi i en lejlighed i et gammelt hus fra 1527 lige midt på byens torv – det hvide hus. Huset er et tidligere hotel, som ejeren, Dietmar, løbende har istandsat. Han er ikke helt færdig, men her er også mange rum at gå i gang med. Vores lejlighed ligger øverst og er flot renoveret med synligt træværk mange steder. Elben ligger 50 meter herfra, caféer og is huse 10 meter og kirken, Fahrradkirche, ca. 75 meter, så det kan ikke blive mere centralt. Så dejligt at bo i lejlighed og selv kunne lave mad efter 10 dage på hoteller.

Søndag havde vi besluttet at gå en længere tur i bjergene. Målet var middelalderbroen, Bastei Brücke, tæt ved nabobyen Rathen. Turen gik stejlt op gennem skoven bag Stadt Wehlen. Den er en del af en længere vandrerute, Malerweg, der snor sig på begge sider af floden. På turen op mødte vi ikke mange mennesker, men det gjorde vi til gengæld ved Basteibroen. Der var så mange mennesker, at der var kø til at komme frem til broen og udsigtsstederne, men udsigterne var ventetiden værd. Der var flotte vues over Elben, hvor den slynger sig gennem en smal floddal med de meget karakteristiske gule og røde sandstensklipper.

Nedturen til Rathen gik gennem et område, der havde været hårdt ramt at et uvejr for et par uger siden. Stierne havde været lukkede, og der lå stadig mange væltede og knækkede træer spredt ud som et mikadospil. For at nyde de flotte udsigter til broen gik vi tilbage til Stadt Wehlen på den anden side af Elben. Her kunne vi gå helt for os selv.

På dette tidspunkt af året forsvinder solen først på vores side af Elben, så vi tog byfærgen til den modsatte bred, hvor der ligger en biergarten med eftermiddagssol og udsigt over Elben. Her faldt vi i snak med en kvinde på vores alder, der havde boet hele sit liv i Dresden. Da vi fortalte, at vi havde været i Semperoperaen, begyndte hun at fortælle om sin far. Hendes forældre var blevet gift i 1942, og faderen havde været soldat i Frankrig og Norge. Han kom først tilbage til Dresden i 1948 efter tre år i fangeskab. Familien var i sporadisk brevkontakt, da postvæsenet fungerede under hele krigen. Efter krigen fik faderen et job med at restaurere de store lysekroner i Semperoperaen. Hendes søster var blevet familiesammemført med sin mands familie i Vesttyskland, så familen i Dresden var ret godt informeret om forholdene i vest. Hun fortalte også lidt om livet i DDR og om Tysklands genforening. Selv om hun havde været arbejdsløs efter genforeningen, syntes hun alligevel, det var bedre nu. Et meget spændende og uventet møde.

Mandag havde vi besluttet at gå 1. etape af ‘Sachsische Weinwanderweg’. Det betød en cykeltur til nabobyen Pirna, og derefter en gåtur på 13 km. Vi havde forventet, at vi efter en stejl gåtur op fra floden kom op til vinmarkerne. Det var ikke tilfældet. Vi gik mere end 9 km gennem små byer, før vi så de første vinmarker.

Det var dog ikke helt spildte kræfter, for det var spændende at se de forskellige kvarterer, og at der er andet end højhuse i Østtyskland. Mange flerfamiliehuse i hvide, gule og lysegrønne farver prægede billedet. Husenes lysegrønne farve og Trabien – den tidligere østtyske familiebil – ledte vores tanker tilbage til DDR-tiden.

Vi kom også forbi et mindre slot, hvor Richard Wagner havde boet, mens han skrev flere af sine mest berømte operaer.

Da vi endelig kom til vinområdet, var vinhusene selvfølgelig lukkede, for mandag er ‘Ruhetag’ mange steder i Tyskland. Markerne lå flot på bjergskråningerne, og der var stadig en del druer, som ikke var høstet. Vi gik igennem vinmarkerne og tog bussen tilbage til vores cykler.

Den sidste dag havde vi bestemt os for at se nærmere på byen Pirna, hvor slottet troner over byen, og som vi havde nydt synet af fra den modsatte bred dagen før. Det viste sig desværre, at byen havde en grum fortid, som var ukendt for os.

Da vi skulle parkere vores cykler, bemærkede vi skiltet ovenfor om Krematorium og nazisternes eutanasiprogram. Der stod flere lignende skilte rundt i byen, og vi fandt ud af, at slottet simpelthen har fungeret som det sted, hvor nazisterne udførte eutanasiprogrammet. Her deltog læger og sygeplejersker aktivt i at tage livet af psykisk syge og handicappede. På trapperne op til slottet var der malet små kors til minde om de mere end 14.000 mennesker, der var blevet myrdet der! Det var også her de første gaskamre blev bygget, og erfaringerne og personalet fra Pirna blev siden brugt, da nazisterne lavede udryddelseslejrene i Polen.

Det rystede os fuldstændig at finde ud af disse ting. Selv om det er sket for mange år siden, ændrede vi fuldstændig syn på Pirna og tog hurtigt retur til Stadt Wehlen.
Her gik vi en tur op i bjergene til Felsentor. Det er et sted, hvor klipperne står så tæt på hinanden,at de nærmest danner naturlige porte. En flot tur på 7,5 km, som blev afsluttet med hygge og solnedgang ved Elben. En passende afslutning på nogle spændende dage.