Cykeltur langs Elben fra Prag til Dresden

Cykeltur Prag-Dresden – dag 1, 2 og 3

Mandag morgen satte vi bagagen på cyklerne og startede turen mod Dresden. Efter en kilometer var vi ved Moldau floden og dermed væk fra turisthorderne i Prag.


Vi skulle følge Moldau mere eller mindre hele dagen, til den løber sammen med Elben i Melnik og fortsætter under det navn helt til udløbet i Nordsøen ved Cuxhafen tæt på Hamburg. I dag glider floden langsomt af sted, men flere steder har vi set markeringer, der viser, hvor højt vandet kan stå, når det går helt galt. I 2002 blev der i Prag målt en vandstand på syv meter over normalen! I Dresden nåede den op på mere end ni meter.

Tjekkiet og Tyskland er gået sammen om at lave en mere end 1400 km cykelrute, der i grove træk følger Elben fra udspringet i Tjekkiet til Cuxhafen. 90% er på asfalt, og stigningerne er begrænsede, så det en rigtig god rute, der også går nedad, for Elben falder mere end 300 højdemeter på turen mod havet. Alligevel er den sejlbar det meste af vejen, for der ligger mange store sluser langs floden.
Vi skal køre 5 etaper på ca. 50 km. hver, så der er stadig meget af den samlede ‘Elbradweg’, som vi må kaste os ud i på et andet tidspunkt.

Der var høj sol og ca. 13 grader, da vi startede. Der var en ret frisk modvind, så det var temmelig køligt efter de lune dage i Prag. Vi havde fire lag tøj på kroppen og lange bukser, men alligevel var det småkoldt.

Ruten er fint skiltet, og vi har den vist på GPX filer på mobilen, så det er ret let at finde vej.
Selv om Tjekkiet er et land midt i Europa uden adgang til havet, er der gang i vandaktiviteter langs floden. Vi så en del kajakslalombaner, især tæt på sluserne, hvor der kunstigt er skabt store ‘whitewaterfald’. Her er ophængt porte, som dygtige kajakroere kæmper sig igennem. Man står med hjertet oppe i halsen, når man ser på banen, for ofte er både kajak og roer helt dækket af fossende vandmasser.
Et andet sted kom vi forbi det nationale ro- og kano/kajak stadion. Det var et ret nyt kæmpemæssigt betonkompleks med en robane på mere end 2000 m og masser af tilskuerpladser. Det var noget mere imponerende end Bagsværd Sø, men savnede al dens charme.

Hvor floden breder sig lidt ud er der små havne, hvor der blandt de mange motorbåde også findes sejlbåde. Det må være svært at sejle en sejlbåd her, hvor der er stærk strøm, kastevinde og forskellige vanddybder.

Mange tjekkiske mænd er bidt af en gal karpefisker. De sidder langs floden eller i små telte og holder øje med deres fiskestænger i timevis og venter på bid. Når det lykkes, kan de fange kæmpestore karper på op til 15 kg, som de så sætter ud igen, efter de er blevet vejet og fotograferet. Den største fisk i floden er dog mallen, som kan veje op til 50 kg. I går kom vi forbi tre fiskere, som man nok ikke lige havde lyst til at møde på en mørk vej, men som dog indvilgede i at blive fotograferet.

En god ting ved at cykle i Tjekkiet er, at der ikke er langt mellem ‘Pivovarerne’. Det er små ølbarer, som er opsat på et stykke græs, og består at en skurvogn, nogle bænke og et primitivt toilet. Det dårlige er, at disse barer kun har åbent i weekenderne på dette tidspunkt af året.

Vores første overnatning var i byen Melnik ca. 60 km fra Prag. Turen langs floden var flot, men flere steder blev vi ledt væk fra floden og ud på landet. Vi kom igennem små byer, der havde kendt bedre tider, men også gennem områder med alle nuancer af grønt. Efteråret er ikke lige så langt fremme som i DK, så der er stadig en del afgrøder på markerne.
Der var modvind stort set hele dagen, så selv om solen skinnede var det ret koldt. Vi fandt en café, hvor vi kunne få en kop kaffe i læ og i sol, så der blev vi varmet lidt op. Til sidst på dagen blev landskabet lidt mere bakket, og da vi kom frem til Melnik,var der en del ret hårde bakker.

Melnik ligger flot på et klippefremspring,hvor Elben og Moldau løber sammen og bliver til Elben. Der er flere slotte og fæstningsværker, som har været med til at kontrollere færdslen på floderne. Vi boede på Hotel Olympionik – et hotel fra før murens fald – men med fine værelser og en meget autentisk restaurant.

Der var ikke meget liv i byen, hvilket kan skyldes, at der de tre foregående dage havde været vinfestival. Men vi fandt dog ét konditori med god kaffe og en masse gode kager. Hidtil har vi ikke mødt mange venlige og imødekommende tjekker, men ejeren af konditoriet var en undtagelse. Selv om hans engelske var på niveau med vores tjekkiske, fik vi talt og smilet en del sammen. Da vi skulle gå, fik vi otte hjemmelavede kager med, som vi (Henrik) indtognogle af efter aftensmaden. Lidt utroligt, at der var plads til kager, for tjekkisk mad er af den tunge slags. Masser af kød, løg, sovs og kartofler som er kogt sammen. Grøntsager er der få af, men til gengæld får man en knødel eller noget lyst og klægt brød. Heldigvis er øllet godt, og vi mangler stadig at smage noget dårligt tjekkisk vin.

Næste dag var målet byen Litomerice – en tur i flot sol, men igen en masse modvind. Vi startede med en af turens hårdeste stigninger op til Melniks centrum og derfra ned til floden på nogle meget ujævne brosten.
Så var vi i gang. Igen fulgte vi floden det meste af dagen. Vi blev kun ledt væk fra den, når store cementfabrikker og kulfyrede kraftværker var placeret ved flodbredden. Et par steder kom vi til at dele nogle snævre veje med store lastbiler, og det er ikke rart.

Der er 6-8 andre turister, som kører samme tur som os. Nogle gange bor vi på samme hotel og andre gange ses vi ude på ruten. Vi kører i meget forskelligt tempo, så det er ikke meget, vi får talt sammen. Men vi har vi talt en del med et amerikansk par! De er absolut ikke tilhængere af den mærkelige mand i det hvide hus, så det er rart at opleve den slags amerikanere.

Litomerices naboby hedder Terezín. Det er tjekkisk for Theresienstadt, som jo var en KZ lejr under 2. verdenskrig. Den ligger ca. 3 km fra vores hotel, så vi gik dertil. Det var et spændende besøg sammen med 2. HF fra Kolding Gymnasium og en filippinsk guide. Selv 80 år efter krigen er det barskt og forfærdeligt at opleve den brutalitet og manglende umenneskelighed, som lejren er et vidensbyrd om.


Derfor virker det måske lidt malplaceret, at vi gik direkte fra lejren til vinsmagning i Litomerices ret spændende centrum. Vi fik smagt både hvide og røde vine fra lokalområdet og var imponerende over smag og kvalitet.

Vores sidste overnatning i Tjekkiet var i byen Decin. Det var igen en tur på godt 50 km, som ikke kun var langs Elben. Vi kom igennem små byer og grønne landskaber og efterhånden blev det mere bakket. Da vi nærmede os Decin, kørte vi på ny og god asfalt og måtte dele ruten med rulleskøjteløbere og modgående cyklister på vej mod Prag.
Igen var der sol og modvind og kun 10 grader om morgenen, så vi kørte iført mange lag tøj, men i Decin var det varmt. De korte bukser kom på og turens første is blev indtaget.


Decin ligger på et sted, hvor Elben drejer ca. 180 grader og floddalen bliver stejl og snæver. Den er domineret af et højtliggende slot med flot udsigt over flod og opland. På klipper tæt på centrum er der mange klatreruter og ‘Via Ferrataer’


Der var vinfestival i byen, hvor de fejrer den nye vin med boder og levende musik. Mændene drak store fadøl, mens vinbarerne var fyldt med kvinder. Et par tysktalende kvinder introducerede os for årets nye vin, som var lidt sødlig og brusende, men som også smagte overraskende godt.

 

Skriv et svar

Tilmeld dig vores nyhedsmail