Overnatning Camp dag 28, 1389 m, etape 30 km

📍 Se på kort

Koordinater: 65.92057, -39.14224

Fra Arctic Adventures ekspeditionslog:

Kampen mod udfordrende sastrugi på Grønlandsekspeditionen

Næstsidste dag og udgravning af teltene

Hvis alt går godt, er ekspeditionens næstsidste dag nu overstået.

Som stort set alle andre dage blev det endnu en dag fuld af overraskelser.

Tidligt i morges viste det sig, at vi havde brug for lidt mere tid end forventet på at grave teltene fri.

Vi stod op klokken fire og kom først af sted klokken otte, fordi teltene var fuldstændig sneet inde efter stormen.

Vi tænkte: Det gør ikke så meget, for nu skal vi virkelig til at rykke fremad.

Men sådan skulle det bestemt ikke gå.

Sastrugi og hårde forhold

Stormen havde gjort sneen meget hård, men problemet var, at den kraftige vind havde dannet meget høje sastrugi.

Sneen var så hård, at man næsten ikke kunne få noget greb med de korte skind, når man stod oven på en sastrugi, fordi kontaktfladen mod sneen var meget lille.

Samtidig skulle pulken bagved også trækkes hen over den.

Så blev det noget af en opgave at finde greb og samtidig bruge vægt og balance til at få pulken trukket fremad.

Selvom vi tog af sted med fornyet energi efter en hviledag, havde vi efter de første to etaper – altså efter omkring tre timers gang – kun tilbagelagt cirka otte kilometer.

Det er meget langsomt for os.

Normalt er vi oppe på næsten ti kilometer efter de første to etaper.

Der var enkelte strækninger, hvor sneen var lidt lettere, og vi kunne gå bedre på ski, men problemet blev ved med at vende tilbage hele dagen.

Det føltes lidt som at være med i filmen Dune, bare i sne: Træde, glide, skride – og frem for alt ingen rytme i bevægelserne.

For efter hvert tredje eller fjerde skridt skulle pulken igen trækkes hen over en ny sastrugi.

Det var meget udmattende.

Udstyrsproblemer og en hurtig løsning

Vores udstyrsdæmon er stadig med os og dukkede op igen.

Denne gang gik Neils skibinding i stykker, men ikke fordi den forreste skrue blev trukket ud. Den knækkede simpelthen helt.

Jeg havde troet, at jeg var smart ved at sætte en længere skrue i, som ville holde bedre, men så knækker den bare i stedet.

Efterhånden er vi så rutinerede i den slags problemer, at den ski, jeg reparerede i går, allerede lå øverst på min pulk som reserve.

Da bindingen gik i stykker, gik det hurtigt: Skien af, den anden ski ned fra pulken, ind under foden, den ødelagte ski fast på pulken – og så videre.

Lidt ligesom et dækskifte i Formel 1, bare på en anden måde.

Vejret, udsigten og distancen

Resten af dagen begyndte, som næsten alle andre dage, koldt og blæsende.

Senere på dagen blev der mindre vind og lidt varmere.

Det virkelig fantastiske i dag var, at vi så bjerge.

Vi kan nu helt bogstaveligt se enden på Indlandsisen komme til syne.

Det kan man også se på billedet til blogindlægget.

Hvis man kigger mod horisonten til højre for Marlene, kan man se bjergtoppe stikke op.

Fra det sted, hvor vi har slået lejr, kan vi endda se en lille stribe af havet.

Det er virkelig fedt at se noget andet end bare en blå himmel – eller en knap så blå himmel – noget, der rent faktisk har form og en anden farve.

Vi nåede ikke helt den distance, vi havde håbet på.

Vi ville gerne have tilbagelagt mindst 31 eller 32 kilometer, men det blev til 29, selvom vi tog en ekstra etape.

Vi var undervejs i 11 timer, hvilket også siger noget om, hvor vanskeligt terrænet var.

Udsigterne til den sidste dag

Vi er bare glade for, hvor vi er nået til, og så må vi se, hvad morgendagen bringer.

På den ene eller anden måde bliver det ekspeditionens sidste dag på ski.

Vi har stadig nogle kilometer tilbage, før vores fødder rammer fast grund – omkring 32 kilometer.

Så ja, vi må se, om vi når frem i morgen.