Caminito del Rey og andre vandreture

Caminito del Rey er en vandresti, der det meste af vejen er hængt uden på meget stejle klippesider. Den er lavet for at arbejdere kunne servicere det vandkraftværk, der ligger klemt inde mellem de stejle bjergsider. Sømænd og dødsdømte fanger har lavet den. Sømænd, fordi de var vant til at klatre i master, og fangerne blev brugt til de sværeste etaper. Dem er der nogle stykker af, så de sider har sikkert krævet sine ofre. Stien har fået sit navn efter en konge, der indviede den ved at gå 700 meter ad stien. Den er ca. 6 km lang, og det tager 2 1/2 time at gå den. Vi gik turen sammen med Vigga og Liva. De har besøgt os her i Spanien i fem dage. Det er noget af et logistisk set up at komme til og fra stien. Det tog 1 1/2 time at køre til stedet i bil – denne gang ad en noget mere fremkommelig vej, at finde parkeringsplads, så man kun skulle med bus en gang, og at vandre 20 min til startstedet. Man kunne ikke gå Camito del Rey selv. Vi skulle gå med en guide og var iført hjelme.

Det var en noget nervepirrende tur, for hele tiden kan man se gennem belægningen og op til 1000 m lodret ned. Stien snor sig ud og ind mellem klipperne, og der er fantastiske udsigter, bl.a så vi ørne og gribbe, bjerggeder samt bjergbestigere, der var ved at bestige en af de stejle sider. Det sidste gav altså lige et sug i maven.
Man slutter et andet sted end der, hvor stien begynder, så vi skulle med bus tilbage ad andre snoede bjergveje. Det blev en heldagstur, selv om selve vandringen kun tog kort tid. En virkelig stor oplevelse – især at nogen overhovedet har fået en ide til en sti af en sådan beskaffenhed. Så vildt! Hele området er et stort vandreservoir, så man forstår jo godt tanken, men …

Udover at vandre Caminito del Rey har vi i de 10 dage, vi har boet i Villanueva, vandret tre gange oppe i selve nationalparken Torcal og fire gange i de lavere liggende bjerge under Torcal. Oppe i Torcal oplevede vi at være helt tæt på syv ørne, der kredsede rundt om vores hoveder.

 

Den sidste vandretur tog udgangspunkt i en lille by, Almogía, en 1/2 times kørsel fra Villanueva. Vi fandt den ved et tilfælde, da vi ville spise morgenmad på en bar efter at have kørt Vigga og Liva til lufthavnen i Malaga. Solen skinnede for en gang skyld, og det var varmt. Turen var ikke svær på nogen måde, men lidt anstrengende, for når vi lige havde besteget et bjerg, skulle vi hele vejen ned i dalen for at bestige det næste. Undervejs løb vi ind i en hyrde med tre hundrede geder. Deres bjældeklang kunne høres milevidt, men at vi lige skulle lande midt i flokken, havde vi nok ikke regnet med.

Desværre har vejret været ret omskifteligt med sol, regn, vind og skiftende temperaturer. Ofte har vejret været bedst om eftermiddagen, så vi har da også nydt poolen og solsengene.