På vandre- og cykeltur i Andalusien og på eventyr i Marokko 2024

Cykeltur fra Jerez til Conil

Så har vi afsluttet vores seks dages cykeltur rundt i Andalusien og er kommet til Cadiz.

Cykelturen startede i Jerez de la Frontera og gik derfra til Arcos de la Frontera, videre til Medina Sidonia og Vejer de la Frontera og sluttede i Conil de la Frontera. Vi har cyklet næsten 264 km fordelt på dagture på mellem 27 og 61 km. To af dagene var overliggerdage. Vi havde en i Arcos og en i Vejer, hvor vi cyklede rundt i nabolaget.

Vi kørte efter en fast ruteplan, som var lagt ind på mobilen. Det fungerede fint, og vi kom ud på små veje og stier, som vi aldrig selv ville have fundet. De var også uden ret meget trafik, så vi kom kun i lidt heftig trafik ind og ud af de største byer. Selv på de større veje, er der plads til en cykel i siden af vejen, og langt de fleste bilister er gode til at vise hensyn over for et par cyklende turister.

Det har været skønne ture, og vi har været meget heldige med vejret – sol hver dag, 13-14 grader om morgenen og 18-25 grader om eftermiddagen. På den sidste etape kørte vi dog om kamp med en meget stor og tung sort sky. Den indhentede os 15 minutter før mål, men vi blev kun lidt våde.

Vi har cyklet gennem forskelligt terræn:
Op og ned af støvede grusveje gennem små landsbyer, hvor husene er indhegnet med mure, bambus- eller grønne plastikhegn, og hvor gøende hunde – heldigvis på den rigtige side af hegnet – giver deres besyv med, når vi cykler forbi. Vi følte os ofte hensat til Cuba.

Gennem landbrugsland, hvor vi har oplevet høsten af områdets tre afgrøder: oliven, bomuld og solceller. Solceller dækker her kæmpeområder. Det virker faktisk lidt uhyggeligt med de “sorte” bjerge, men man forstår jo godt, at Spanien vil udnytte deres solenergi, og kulminer forskønner jo heller ikke ligefrem landskaberne.

På vores tur rundt om Arcos oplevede vi både bomulds- og olivenhøst. Når man høstede oliven før i tiden, foregik det ved, at folk kravlede op i træerne og rystede grenene, så olivenfrugterne kunne falde ned på et tæppe, der lå under træet. Vi har godt nok undret os over, hvordan den teknik kunne foregå på de endeløse strækninger med oliventræer. Men i Arcos så vi en mekaniseret udgave af olivenhøsten. 

En rigtig fin strækning var turen fra Medina til Vejer. Her cyklede vi gennem et kuperet område med mange forskellige grønne træer og buske på en stille asfaltvej. Vi kom forbi en hel del fincaer med kvægopdræt (til mælk, kød og kamp) og så en enkelt tyr med meget lange horn. På vejene lå en del overkørte dyr – mest rotter, men også et par slanger.

Fra Vejer cyklede vi ud til kysten til en lille by med en flot strand og udsigt til Marokko. Vi nød søndagen på strandpromenaden sammen med byens indbyggere. På tilbageturen cyklede vi ad stenede stier gennem et vådområde med flamingoer. De var dog kun at se på lang afstand.

Den sidste del af cykelturen gik gennem en flot pinjeskov. Træerne lignede nærmest broccolier, og til sidst kom vi gennem et par sløve, halvlukkede sommerbyer, men med flotte strande. Her er sikkert mere liv på andre tidspunkter af året.

Vi har boet på nogle meget hyggelige, små hoteller i de gamle, historiske byer: Arcos, Medina og Vejer. To af hotellerne har tidligere været klostre. De tre byer er såkaldt hvide landsbyer, og er grundlagt for mange hundrede år siden af maurerne. Det er svært ikke at gå amok i fotos af gaderne i de byer. Der er simpelthen så fint. Vejer var den hyggeligste og mest livlige by, men Medina den mest autentiske. Her var alle mand af huse om aftenen og sad på byens torv og snakkede højlydt.

Det er i øvrigt utroligt så mange kirker og andre religiøse symboler, der er i disse små byer. Et af de mærkeligste er denne statue af hætteklædte troende med kors i hånden. Vi kunne ikke lade være med at tænke på Ku Klux Klan og den spanske inkvisition.

Hver af de tre byer ligger på toppen af et bjerg, og turen op og ned er ret stejl – en 250 meter stigning til sidst på turen kræver, at man har gemt lidt batterikapacitet. Et er at køre op ad, men det er også meget svært at cykle ned, når vejene er både snoede og stejle. Nogle steder har vi været nødt til at trække cyklerne nedad.

Et par fakta
Cykelturen var arrangeret af det spanske rejsebureau S-Cape, og vi havde bagagetransport fra by til by. Cyklerne lejede vi hos Camaleon Sport i Conil.

Dagetaperne så sådan ud:
1. Jerez til Arcos: 53,7 km
2. Rundt om Arcos: 26,4 km
3. Arcos til Medina Sidonia: 61 km
4. Medina til Vejer: 38,7 km
5. Rundt om Vejer: 53,5 km
6. Vejer til Conil: 30,2 km
I alt: 263,5 km

Tilmeld dig vores nyhedsmail