Uventede oplevelser på Island

Islands fantastiske og barske natur kan byde på uventede oplevelser, som da Eyjafjallajökull gik i udbrud i 2010 og lammede flytrafikken i hele Nordeuropa. Udbruddet varede fra 15 april til 23.maj, hvilke også var perioden, hvor vi netop havde planlagt en Kristi himmelfartsferie, som gik til Island.

Helt op til afrejse var det usikkert om vores fly ville blive aflyst som en følge af udbruddet, men heldigvis tillod vulkanen os både at lette og lande, da aske, vind og vejr kortvarigt stod i vores favør.

Ferien gjorde det muligt at opleve flere af Islands fantastiske seværdigheder fx Den blå lagune, Gullfoss vandfaldet, Geysir (et geotermisk område, hvor den enorme gejser Geysir ligger), Thingvellir nationalpark, ride på islandske heste m.m. Men særlig en oplevelse gjorde et uforglemmeligt og stærkt indtryk – at komme tæt (måske for tæt) på den aktive vulkan. En af dagene tog vi ad hovedvej 1 Hringvegur for at se gletscheren Vatnajökull. Ringvejen løber hele øen rundt, de fleste steder langs kysten. Sydpå går vejen tæt forbi Eyjafjallajökull, og det var her vi om morgenen d. 13. maj passerede vulkanen for at komme til Vatnajökull. På stor afstand kunne man se den mørke askesky tårne højt over vulkanen. Et sceneri, der stod uhyre klart på et lærred af blå himmel med solen som spot. Vi gjorde holdt, der hvor udsynet fra vejen var bedst. Askeskyen var afgrænset og tydelig i sin form og med udsigten til dette spektakulære landskab i forandring fortsatte vi mod Vatnajökull.

Eftermiddagen gav mulighed for at komme helt tæt på bræen af Vatnajökull og opleve udsynet, smeltevandet mv. Her byggede vi broer af sten for at komme over smeltevandet og tættere på gletscheren – virkelig sjovt. Det kan bestemt anbefales at anlægge gletscheren et besøg.

På hjemturen gik vejen igen forbi Eyjafjallajökull. På afstand kunne man se, at askeskyen var taget til i styrke, og vejen lå nu indhyllet i mørke. Det var med en vis frygt og nervøsitet, men også spænding vi krydsede kanten af skyen. Vi var ikke nået langt ind i skyen før end dag blev til nat, og asken tog til i styrken. Mens vinduesviskerne arbejdede taktfast med at fjerne asken fra ruden tog forestillingen om, hvad der egentligt skete én hen på scenarier fra vulkan-katastrofefilm og dramatiske dokumentarudsendelser fra National Geographic. Disse tanker blev hurtigt konfronteret med spørgsmål som: Var det her mon farligt? Var vi “dumme” uvidende turister, der havde begivet os ud i noget, vi absolut ikke havde nogen som helst forstand på? Uvidende var vi i hvert fald, ellers var der ingen grund til bekymring. Heldigvis så vi pludselig enkelte biler i den modkørende bane, hvilket jo så tydede på, at det var muligt at køre igennem.

I askeskyen kom et lys til syne et stykke fra vejen. Det viste sig at være en gård, der nu var placeret i midten af det hele. Bønderne, der bor i nærheden af Eyjafjallajökull, havde ved udbruddets begyndelse travlt med at flytte deres dyr ind i laderne væk fra den livstruende aske. Man må da håbe, at dyrene var kommet i hus inden askeskyen lukkede sig om gårdene i området, for det ville have været svært at finde noget som helst i dette mørke.

Endelig var det som om askeskyen mistede sit tag, og det lysnede i det fjerne. Lige så pludseligt det hele var begyndt, lige så pludseligt var det overstået, og vi kunne ånde lettede op.

Den aften faldt samtalen i særdeleshed på det islandske folks evne til at leve side om side med naturkræfterne og med muligheden for, at en naturkatastrofe kan indtræffe når som helst. Hvordan ruster man sig egentligt til det?