Lone Lake

Skrevet af: Christian og Boline

Vi havde hørt, at man kunne blive kørt med shuttlebus til bl.a Cameron Lake (Akamina campsite), hvor vi skulle have overnattet igår. Hikingfirmaet hvorfra busserne går ligger lige hvor bor, så kl 7.20 gik Boline og jeg over for at høre om mulighederne. Det viste sig at være rigtigt. Der gik en bus kl 8.30, og det var også mulig at aftale, at de kunne hente os igen, hvor vi ønskede. I løbet af få minutter, havde vi aftalt det hele, og de kunne hente os næste dag ved Red Canyon. På den måde kunne vi gå endnu en etape af GDT og overnatte ved Lone Lake. Vi skyndte os hjem og pakkede til turen. Heldigvis går det bedre med Viggas fod, men hun kan endnu ikke gå en hel etape.  Nikoline og Vigga blev tilbage på hotellet i Waterton (se Nikoline og Viggas blogindlæg)  og Boline og jeg tog shuttlebussen til Akamina pathway. Så kl. 9 var vi tilbage på ruten på vej mod Lone Lake campsite.

Turen ind i dalen gik jævnt opad, igennem skiftevis tæt granskov og områder med højt græs og vilde blomster.  Efter nogle timer gjorde holdt ved en Creek, hvor vi fyldte vores vanddunke inde opstigningen til Lineham ridge (Tamarack summit)) 2500 m.  Da det var ca. 28-29 grader, var det vigtigt at være godt fyldt op, da der var et godt stykke til næste Creek.

Opturen var mega flot med udsyn til dalen, bjergsøer og de omkringliggende bjerge. Det var sådan en slags bestigning, hvor man hele tiden tror man når toppen, men det var ikke lige den top, det fortsætter og man bliver “snydt”. Udsynet på toppen var helt fantastisk, og her kunne man også se ind i dalen på den anden side af ridgen, hvor vi nu skulle gå imod Lone Lake. Selvom der var et virkelig flot view over området, var det også et meget nedslående syn, der mødte os for der havde været en voldsom skovbrand i området i 2017. Så langt øjet rakte ind i dalen kunne vi se, at træerne var brændt. Det var et kæmpe areal. Turen ned igennem den brændte skov var faktisk noget deprimerende. Vi døbte den “Dødemandsskoven”. Det var pænt varmt at gå her, da træerne ikke dækkede meget for solen. Vi gik i denne “skov” i ca 5 km og heldigvis havde nogen få vilde blomster og lidt græs fundet vej op gennem den brændte jordbund. At gå her bragte en stemning frem af en mellemting mellem en forladt krigszone og Mordor i Ringenes Herre.

Vi nåede endelig toppen af et pas, hvor der stadig lå sne. Meget mærkeligt at den ikke var smeltet??? I den varme…!? Herfra kunne vi ane Lone Lake. I dette område havde ilden heldigvis ikke fået fat, så dejligt at se et stort grønt område igen. Det var så overraskende hvor voldsomt en oplevelse det var, at træde fra det tørre brændte til den grønne, lindrende skov. Man forstod dybt ind i sjælen, hvad naturen har at byde os mennesker, hvordan vi er afhængige af den og måske forstod vi for alvor, hvordan natur og menneske ikke er to adskillelige størrelser. Det var ganske bevægende.

Vi fortsatte nu hen over sneen.  Nedad gik det ganske stejlt, men ad lange smukke skovstier på tværs af bjergsiden. Man så ind i de høje graners 1. sale og 2. og 3. og ja de var nok 20 menter høje, let svajende men rolige og meget trygge at være sammen med. Pludselig kunne vi se ned i dalen til søen, som lå og ventede på os i solskinnet. Det var så utroligt smukt – og helt stille. Nedad, nedad men uden den værste syre i lårbasserne. Da vi kom helt ned, var det halvt rundt om søen og så dukkede vores campsite op. Der var vi også ved at være trætte. Vi havde gået siden ved 9 tiden og nu var kl. blevet 17:15.

Der var fem pads (teltspladser) og så var der spiseområdet med bålsted, søbredden hvor man tog en svømmetur og hentede vand, bjørne-locker’ sne, hvor vi gemmer vores mad, muldtoiletter og wardens hytte. Ja en helt lille landsby, men kun med os.

Derefter var livet jo let. Først maden i bjørneskab! En tur i søen friskede os op. Så skulle teltet slås op…og så ned at sidde på træstubbe med en kæmpe smuk stenplade som bord. Aperitiffen var kaffe med varm mælk og vingummier. Middagen stod på pasta bolognese afsluttet med te med varm mælk. Det var sååå godt.

Pludselig lød der høje tunge lyde.. pulsen steg på et nano sekund inden man fik øje på en kæmpe hjort, der kom galoperende tværs gennem campen. Vi grinede og tænkte på hvilke andre dyr, det kunne have været…

Senere gik hjorten bare omkring i området somom den da også havde indlogeret sig, eller tænkte; ok men jeg bor her altså fast!

Tidligere på ruten havde vi mødt to unge par, som vi vidste også skulle sove i campen. Det ene par var fra Utah, og de andre var lokale med en hund. Begge par havde vi ikke set siden begyndelsen, så vi undrede os lidt over hvor de blev af.

Dem fra Utah kom først kl. 19:30… og de fortalte at manden i det andet par var blevet syg og gik og kastede op. Hvad de også fortalte var, at de havde mødt en grizzly i Dødemandsskoven. Den var kommet mod dem på stien, var stoppet da den så dem og da de straks gik opad bjergsiden var den bare gået videre. De så at den var gået ned til den lille dam, vi også havde passeret, hvor den satte sig og tog et bad!

Vi så billedet af den. En time senere kom det andet par og den stakkels fyr måtte ofre alt hvad han indtog, så ruten havde været ulidelig lang. De var dog fra området og var vant til at hike, så de tog det hele ret roligt.

Vi nåede ikke at se stjernehimmelen, for vi var så trætte.

Om natten var der en stor han hjort forbi, med tunge hove, prusten og stønnen. Det vilde var dog, at en af de unge kvinder havde været meget vågen gennem natten og ved 6 tiden om morgen havde hun set en bjørn gå gennem campen!

————

Tur: Akiamin pathway- Lone Lake: 17,49 km
Højdemeter: 1250 meter

Tid: 7 timer (effektiv uden pause)

Vejr: sol