Kajaktur i bjørneland

Skrevet af: Nikoline

Mens forældrene var ude og slå rekorder i verdens sejeste ekspeditioner, var Vigga og jeg fast besluttet på også at få en på opleveren. Vi er som skrevet før, indlogeret på et hyggeligt hotel i Waterton National Park “Aspen Village” og vi måtte derfor udforske mulighederne for en ekspedition i Waterton, som tog højde for en såret fod. Waterton er en hyggelig by omgivet af vanvittig flotte bjerge, og en sø som er kæmpe stor og ligeså dyb, og som snor sig gennem byen og deler den i to. I byen kan man finde en masse små hyggelige lokale restauranter og en lille havn.

Vigga og jeg gik på opdagelse i byen på jagt efter muligheden for en ekspedition. Efter utallige Google søgninger og “byvandring”, fandt vi frem til et båd-udlejningssted ved vandet. Her var en oplagt mulighed for en oplevelse, som passede os perfekt. Vi besluttede os for at pakke en taske, med bjørnespray, solcreme og lækker madpakke fra Subway. Vi havde besluttet os for at leje en tandemkajak i 4 timer. Da vi kom frem til det lille bådehus blev vi mødt af en mand, som viste sig at have rødder fra Hjørring. Han var meget begejstret for Danmark og ville gerne besøge landet. Vi prøvede dog at forklare ham, at det intet var i forhold til Canada. Efter vi havde fået ham til at udtale diverse danske ord, og grint vores røv i laser, blev vi instrueret i hvordan vi skulle anvende kajakken samt transportere den ned til søen. Vi lyttede godt efter. Efterfølgende fortalte han om en hemmelig “Bay” vi kunne padle hen til.

Vigga og jeg besluttede os for at forsøge at padle derhen. Vi satte hjulene under kajakken og rullede mod søen. Det var fuldstændig fantastisk og magisk at glide gennem vandet sammen, omgivet af tårnhøje rustikke bjerge, gennem turkisblåt iskoldt vand som reflekterede bjergenes overdådighed. Det føltes meget urealistisk og næsten ikke til at fatte. Vi krydsede søen 4 gange. VI kunne ikke helt beslutte os for hvilken side vi helst ville flugte langs, men vi var fast besluttet for at finde det indhak, som førte til den “hemmelige Bay”. Da vi havde padlet i omkring 2 timer langs den flotte kyst, kunne vi spotte indhakket. Dog befandt vi os i modsat side, så vi måtte krydse endnu engang. Til vores overraskelse havde vejret ændret sig, og bølgerne begyndte at have fine små skumtoppe på. Det betød også at der kom en del vand ind i vores åbne kajak, hvilket gav anledning til en smule panik. Panikken blev dog omdannet til ekstrem energi, der fik vores pagajer til at arbejde ekstra hurtigt. Da vi var halvvvejs over søen kunne vi pludselig høre motorer fra begge sider. Det betød,at vi nu arbejdede ekstra hurtigt for at komme over på den anden side inden vi blev “angrebet” af  seightseeing-færger fra begge sider. Vi padlede og padlede og endelig var vi ovre på den anden side og tæt på det indhak, vi skulle ramme. Dog kunne vi se at den ene færge også skulle ind i det hak (så helt hemmeligt var det ikke haha). Vi besluttede os for at vente på at færgen var returneret og sejlet væk. Vi sejlede derfor helt ind til landbredden og brugte vores pagajer til at holde mod strømmen, så vi blev i kanten. Vi havde forudset at vi på et tidspunkt ville gå i land, og derfor havde vi også pakket 2 x bjørnespray- da vi jo var på en ekspedition, som kunne indholde bjørne. Vigga og jeg havde tidligere snakket med to canadiere, som tit sejlede i kajak, og de fortalte at de havde set to grizzlybjørne og en sort bjørn krydse søen et par dage tidligere, så vi var godt forberedte. Vi ventede i vandkanten og råbte et par gange “hey bear”, klappede højt med jævne mellemrum og holdt godt øje med buske og lignende. Da færgen passerede os vinkede de alle sammen til os. Eller det lignede det. For pludselige begyndte deres vink at ligne kryds eller stop signaler. Det begyndte at gå op for os at menneskene om bord på færgen forsøgte at signalere, at vi ikke skulle sejle ind til “den hemmelige Bay”. Da færgen var passeret, kunne vi pludselig se, at en mand i kajak hurtigt kom mod os. Da han var tættere forstod vi, at han ville sige noget til os. Da han kom tættere på fortalte han på meget amerikansk, at vi ikke måtte sejle ind i kløften, da der var en stor grizzlybear på stranden, og at vi var for tæt på land. Til vores overraskelse fortalte han at den blot var få meter rundt om det pynt, Vigga og jeg sad og ventede ved. Vi gik helt i panik og sejlede langt væk fra land. Vi begyndte instinktivt at sejle mod hjem. Det havde skræmt os lidt, at vi var så tæt på en stor bjørn, og at alle andre også var bange. Da vi var kommet er godt stykke tilbage af søen, begyndte vi også at ærgre os. Vi ville godt have set den bjørn. Dog blev vi enige med hinanden om, at det måske var meget rart ikke have set den, nu hvor vi skal vandre i 400 km i skov med tusinde bjørne haha.

Vandet blev vildere og vildere på vej hjem. Vi gik i land, da vi kom til en strand, vi kendte. Her spiste vi vores sandwich omgivet af natur, vi kendte, og det var lidt rart med tryghed, trods vi var på ekspedition. Et nyt problem opstod, da vi skulle ud i vandet igen. Bølgerne var hårdere og kraftigere og der var mange sten. Vi måtte bære kajakken langt ud og sætte os i der. Heldigvis gik det ikke galt, og vi padlede af sted med ro i maven over snart at være hjemme. Da vi kom op på bredden og i land, skulle vi tømme kajakken. Rimelig meget vand havde sneget sig ind, og det viste sig at vores ellers vandtætte poser på ingen måde var vandtætte. Alle vores ting svømmede rundt i en pøl og lignede en moderne version af retten Ramen. Alt vores tøj var gennemblødt – inklusiv sko. Mors pung var også gennemblødt og fars powerbanks svømmede også rundt. Heldigvis er der 30 grader her i Waterton, så tingede tørrede forholdvis hurtigt, mens vi selv måtte køles ned med jævne mellemrum i søen. Vi fik afleveret kajakken og fortalt historien om bjørnene til ham jyden fra Hjørring i bådshuset. Han synes også det var ret sjovt og vildt.

Det var  noget af en vild ekspedition, helt perfekt, og en- på- opleveren, lige som vi ønskede det.