Forlænget vandreweekend i Karwendelbjergene?

Afgang fra Kastrup lufthavn kl 17.45 og i Innsbruck kl 21.30 er bestemt et godt effektivt afsæt for en forlænget vandreweekend i Karwendelbjergene nær Innsbruck. Og dette inkluderer endda en mellemlanding i Wien. Bussen fra Innsbruck lufthavn holder lige foran døren, og gør turen til centrum nem og billig.

Vi har som udgangspunkt planlagt at gå en etape (12) på Adlerweg med mulighed for at bestige en eller to af de omkringliggende bjergtoppe. Ruten har fået vores opmærksomhed, da etapen giver en unik mulighed for at gå langs en bjergkam meget tæt på bjergtoppe og til tider med udsyn til dalene på begge sider. Endvidere er en del af ruten betegnet som ”wilde-bande- steig”. Wilde bande var en bjergbestiger klub, der blev grundlagt i 1873. ”Banden” grundlagde stien her og siden hen byggede de i 1893 Bettelwurfhütte, som ligger i området. Ruten er kategoriseret sort i beskrivelsen af Adlerweg.

Vi er klar til tage hul på ruten lørdag morgen og med liftsystemet Nordkettenbahn løftes vi hurtigt fra Innsbruck i 750 m til 2250 m. over byen. Det er helt fantastisk, at det er muligt at hoppe på flyveren i Danmark fredag aften og så stå klar til afgang på toppen af Karwendelbjergene lørdag morgen. Udsigten over Innsbruck er virkelig flot og på vej op i liftsystemet får man hurtigt indtrykket af at bjergene her er stejle, forrevne og barske. Hafelakar er endestation, og her mærker man straks at højdemeterne har betydet, at det er blevet væsentligt koldere. Vinden er desuden taget til, og vi må have jakker og huer på. Vandretur i dette terræn i starten af september er virkeligheden sidst på sæsonen. Hytterne i området lukker i slutningen af september eller midt oktober.

Langt over Innsbruck følger vi nu bjergstien mod Pfeishütte, hvor vi har booket første overnatning. Turen lever fuldt ud op til forventningen. Det ene fantastiske scenarie afløser det andet. Enkelte bjerges former og konturer er nærmest ude af proportioner. Skæve vinkler, stejle bjergsider, forrevne toppe tegner udsigten fra stien og leder tankerne hen på de enorme kræfter, der i sin tid må have været på spil i skabelsen af dette imponerende terræn. Stien frem til Pfeishütte er relativ god, men den kræver et vågent øje, da det flere steder nærmest går lodret ned. Det er derfor nødvendig at benytte sig af de wirere eller fixed anchor systems, der er sat op på udsatte steder.
På det sidste stykke ned mod Pfeishütte kommer en mindesten over 4 bjergbestigeres død pludselig til syne. Den triste advarsel sætter på et øjeblik den euforiske stemning over det fantastiske bjergpanorama på hold og erstattes af respekten for områdets barske natur og vejrets omskiftelighed.

Vi bruger eftermiddagen på at forsøge at nå ’Kleine Stempeljochspitze’ (2529m), men vi må vende om da vejr/vind ikke tillader os at gå til toppen. I stedet får vi udsyn til ”Wilde-bande-stieg”, som vi skal gå ad den efterfølgende dag. Vi sidder et kort øjeblik og kigger ned ad stien og ind i dalen. Første del ad turen ned virker umiddelbart stejl, og det er svært at forstå, hvordan man herefter kan gå ad stien langs bjerget uden at falde af bjerget. Men sådan kan afstande og stejle bjergsider hurtig spille en et puds. Det er altid noget andet, når man står på stien. Der er lige nøjagtig en pind på mobiltelefonen, så tiden bruges også på at ringe hjem og meddele at alt går efter planen. Aftenen tilbringes i den hyggelige Pfeishütte. Her kan man få varmen ved brændeovnen, et godt (men tungt) måltid mad, en øl og ly for natten. Der er intet internet og ingen mobildækning, så der er rig mulighed for at vende dagens strabadser og snakke med de andre gæster. Vejrudsigten for morgendagen er tikket ind og den er meget overraskende. Der er lovet 20 cm sne!! Det sætter pludselig morgendagens vandring i et andet perspektiv, da personalet meddeler, at det med sådan en vejrudsigt ikke vil være sikkert at gå til vores næste mål Halleranger Alm ad Wilde Bande Stieg.

Desværre står vi op til sne og slud og dårlig sigtbarhed. Så der er brug for en ny plan. Det er i sådanne situationer helt uvurderligt at have en god Gps. Med hjælp fra GaiaGps lægger vi en ny rute. Vi beslutter af gå ned i dalen og herfra ind i anden dal, der fører ud mod innsbruck. Vi sætter kurs mod Solstein haus og håber på at vejret den efterfølgende dag vil give os lov til at bestige Grosser Solsteiner (2541m). Turen mod Solstein haus foregår det første stykke langs en grusvej. Dette sammenholdt med at vi må gå mange meter ned lægger en dæmper på humøret. Dalen er dog utrolig smuk og sigtbarhed og vejret bliver noget bedre jo længere ned vi kommer. Anden del af dagens etape viser sig at være noget hårdere end første del, da vi skal gå næsten alle højdemeterne op igen. Heldigvis ender grusvejen og anden del af etapen foregår ad en virkelig flot sti i et varieret terræn. Vi ankommer i løbet af eftermiddagen til endnu en af Østrigs velfungerende, hyggelige og smukt beliggende hytter Solsteiner haus.

Vejrudsigten tjekkes hyppigt i løbet af aftenen, da der er mulighed for at bestige Grosser Solsteiner den efterfølgende dag. Lige inden vi lukket øjnene ser det ud til, at der vil være sol i morgentimerne. Forventningsfulde og spændte på den sidste vandredag falder vi i søvn.
Vejret er med os. Der er sol og blå himmel. Efter et godt morgenmåltid begiver vi os mod toppen. Første del af etapen går gennem lave nåletræer. Stien er pænt ujævn, og man skrider let i småsten. Der er til tider passager af større klippestykker, man må henover. Herefter svinder bevoksning hen og underlaget bliver til et græstæppe med sten, hvori større klippestykker ligger spredt. Bestyreren af Solstein haus anbefalede os at afvige fra hovedstien her og gå på tværs af bjerget et stykke for så at gå mod toppen senere. Begrundelsen var, at der var større mulighed for at se stenbukke her. Og vi er da heller ikke kommet langt hen ad stien før, vi ser de første. Vi kommer tæt på og i stilhed fortsætter vi. Det viser sig at flokken er større endnu. Med disse majestætiske dyr i forgrunden og en baggrund med bjerge så langt øjet rækker i sol og blå himmel går det hele op i en højere enhed. Det er virkeligt smukt det her. Og det bliver bedre endnu for det viser sig at flokken bliver større. Vi tæller i alt 26 stenbukke på en gang!!! Det er vildt.

Se turens GPS-koordinater

Det sidste stykke til toppen starter herfra uden en præpareret sti. Vi følger i stedet røde markeringer på sten. Lige under toppen møder vi igen hovedstien som vi afveg tidligere. Godt trætte når vi toppen og et helt fantastisk udsyn. 360 grader kniv skarpt view over hele området. På toppen står det traditionelle kors, der markerer mange af Østrigs bjergtoppe. Efter at have taget et utal af billeder og nydt udsigten fuldt ud går det ned ad og hjemad. Mærkeligt at tænke på at vi senere denne dag skal nå helt til Danmark. Ikke desto mindre står vi nogle timer senere på Zirl station i bunden af dalen og venter på toget til Innsbruck. Herfra er vi hurtigt i lufthavnen og med fly mod Danmark.

Det har været en helt fantastisk forlænget vandreweekend i Karwendelbjergene. Turen var overordnet set også et forsøg på at afprøve om denne rejseform økonomisk set står mål med mængden af vandreoplevelser. Svaret er ”ja”. Det kan bestemt lade sig gøre. Vi har i hvert fald fået meget bjerg for pengene.

Overnatningsmuligheder:

Apps anvendt: