Grønlandskrydsning 2026

Et storslået islandskab

📍 Se på kort

Christians opdatering:
 
Vi blev sat af ved point 660, som er startpunkt for krydsningen. Vi havde forventet, at vi i starten skulle løfte pulkene over sten, grus og klipper, men det viste sig at det ikke var nødvendigt for der var is og sne.
 
Sikke et helt fantastisk og storslået islandskab. Ind og ud gik det gennem små stier af is med kæmpe isblokke ved siden. Når vi til tider fik mulighed for at kigge ud over dette kæmpe terræn, kunne vi se mosaikker af istoppe med forskellige formationer og udtryk.
Det gik pænt opad det meste af dagen, og vi måtte ofte hjælpe hinanden med at skubbe pulkene.

📍 Se på kort

Km:6,5 Vejr: sol

Fra Arctic Adventures’ ekspeditionslog

Starten på en betagende ekspedition over Grønlands Indlandsis

Afgang og turen til Point 660
Så er vi endelig på vej – og sikke en dag det har været. Vejret var helt fantastisk med sol og varme. Allerede køreturen til Point 660, som er udgangspunktet for vores ekspedition og i øvrigt for de fleste ekspeditioner over Indlandsisen, var en oplevelse i sig selv.

Undervejs havde vi udsigt til flere gletsjere, blandt andet Russell Gletsjer og Randy Gletsjer, og til sidst fik vi det første rigtige glimt af den enorme Indlandsis, der rejser sig op fra landskabet. Når man står og ser på den kæmpemæssige isvæg, tænker man uvilkårligt: Hvordan skal vi dog komme derop?

På køreturen så vi også moskusokser, rensdyr, fjeldryper – små hvide snebolde – og polarharer. Der var masser af dyreliv mellem Kangerlussuaq og Indlandsisen. Herude på isen er det naturligvis en anden historie. Heldigvis, for hvis der fandtes større dyr her, ville det være isbjørne, og dem behøver vi heldigvis ikke at bekymre os om endnu.

En uventet let start på Indlandsisen
Kort efter at vi var blevet sat af, ventede endnu en positiv overraskelse.

Vi havde forberedt os på mindst tre timers hårdt arbejde med at slæbe udstyr frem og tilbage i flere omgange for at komme over morænen og ud på selve Indlandsisen.

Men til vores store overraskelse kunne vi faktisk gå direkte ud på isen fra afleveringsstedet ved blot at gå uden om en lille bakke. Jeg var sikker på, at der ville komme et område med sten lige bagved, men nej – vi kunne gå direkte op på Indlandsisen ad en slags naturlig rampe fra søen.

Vi valgte vores egen rute. En anden ekspedition var startet før os, så vi kunne have fulgt deres spor. Så ville de allerede have fundet en god vej gennem terrænet for os. Men hvor er det sjove i det? Derfor besluttede vi at finde vores egen vej.

Rutevalg og de første udfordringer
Det gik rigtig godt det meste af dagen. Det var betydeligt lettere end forventet, og vi gjorde hurtige fremskridt.

Efter omkring en time og ti minutter fandt vi et sted, hvor vi kunne dreje. Her ændrede terrænet sig. Isen blev mere ujævn og kuperet med større isformationer. Vi vurderede hurtigt, at det ikke ville være klogt at forsøge at finde vej gennem området.

Vi endte i et spalteområde med høje snevægge på begge sider. Det var vanskeligt både at holde kursen og at vælge en sikker rute.

I nat og i morgen er der varslet sne, og sigtbarheden bliver dårligere. Når sneen falder, bliver gletsjerspalterne langt sværere at få øje på. I så fald kan vi blive nødt til at gå i reb, hvilket gør fremrykningen både mere besværlig og betydeligt langsommere.

En længere dag end planlagt
Vi besluttede derfor at fortsætte lidt længere for at komme ud af spalteområdet og tilbage til et mere åbent terræn.

Her blev landskabet afløst af bølgende ishøje – nærmest som isklitter – der mere mindede om Teletubbyland end om et alpint bjerglandskab.

Alt det tunge arbejde med pulkene tog tid. Flere steder måtte fire personer sammen skubbe én pulk op over en isvold og derefter forsigtigt fire den ned på den anden side. Der gik omkring to timer, før vi var ude af spalteområdet og tilbage i det mere bølgende terræn.

Det betød, at dagen blev længere end forventet. Det sker ellers næsten aldrig. Der er nok nogle stykker derhjemme, som vil kunne trække lidt på smilebåndet over den bemærkning.

Besøg på Indlandsisen
En sjov oplevelse var også, at en af os pludselig råbte:

“Hey, vi kan se det andet hold!”

Dagen før havde de sendt os en besked via satellittelefon. De havde glemt et digitalt Canon-kamera i bilen, der havde kørt dem til Point 660, og spurgte, om vi kunne tage det med.

Selvfølgelig gjorde vi det.

Da vi fik øje på dem i det fjerne, udvekslede vi vores præcise GPS-koordinater via satellit. Derefter gik to af dem omkring 45 minutter hen til vores lejr for at hente kameraet og de øvrige ting. De var meget glade for at få det tilbage.

Så selv midt på Grønlands Indlandsis kan man faktisk få besøg.

Nu fortsætter vi dog efter vores egen plan.

 

Tilmeld dig vores nyhedsmail