Da familien Andersen tog på bjergvandring i Sydkorea

Familien Andersen tog orlov fra skole og arbejde for at vandre på Sydkoreas højderyg. Her oplevede de storslåede bjerge, historiske templer, vild natur og gæstfrie folk. Det blev en rejse der skabte nye erkendelser og en større fælles bevidsthed om temaer som: ansvar, motivation, selvstændighed, præstation, at bryde de vante rammer, at være sammen på nye måder, børn og bjerge, sikkerhed i bjerge, rejseformer, livsstil og meget mere….

Vi har taget to måneders orlov fra arbejde og skole i april og maj for at gå ad en langdistance bjergrute ved navn Baekdu Daegan i Sydkorea.Vi er nu klar til eventyr og strabadser, og vores tre piger på 10, 12 og 14 år glæder sig over at have pakket rygsækken med deres personlige ejendele.

I flyveren står der 5.000 km til Hong Kong på displayet på flysædet. Vi skal mellemlande der. Det er nat, og alle er faldet i søvn, men jeg kan ikke sove. Jeg følger lidt med i de korte perioder med lufthuller, og tankerne kredser omkring rejsen, der venter. Hvor øde mon det egentlig er, når vi vandrer? Kan vi klare etaperne? Hvordan mon det bliver for pigerne for alvor at gå i bjerge? Har vi nu planlagt det godt nok? Og har vi nu det rigtige gear osv. Ansvaret begynder så småt at vise sit ansigt. En følelse, der i hverdagens vante mønstre og rutiner med skole, arbejde, handle, madpakker, fester osv., sjældent for alvor vækkes til live i mig. Med tankerne om ansvar får jeg en pludselig lyst til at vække pigerne og give dem et kæmpe kram og et kys på kinden.

Baekdu Daegan eller “hvid-hovedet-store-højderyg”, som den kaldes, er et bjergsystem, der strækker sig over 1400 km på den koreanske halvø. Med højderyggens hellige og højeste bjerg Baekdusan (2744 meter), der ligger i Nordkorea på grænsen til Kina, fortsætter systemet mod syd til det sydlige Sydkorea og ender med Sydkoreas højeste bjerg Cheonwangbong (1915meter).  Det er kun muligt at gå Baekdu Daegan i Sydkorea, hvilket er en strækningen på 735 km. Baekdu Daegan inkluderer Koreas højeste bjerge, hvor af mange betragtes som hellige. En rejse i dette bjergsystem er også en rejse til templer og buddhismens dybe historiske forankring i Korea. Baekdu Deagan er først og fremmest et geografisk fænomen, men det er også en unik øko zone, et nationalistisk ikon og meget mere. Baekdu Daegan er først i nyere tid blevet til en langdistance vandrerute.

Hvad driver os?

Vi har opdaget at det at gå bringer noget særligt til familien. Igennem de sidste år er vandring efterhånden blevet en uundværlig del af vores måde at holde ferie på. Da pigerne var ganske små 5, 7 og 9 år fandt vi ud af på en ferie til Lake District i England, at vi kunne gå dagsture i bjergene på 5-10 km. Den flotte natur, udsynet til bjergene, madpakken, nærværet, præstationen i sig selv, ikke mindst den pædagogiske præstation var motivationsfaktorer for både børn og forældre. Det hele fik turene til at gå op i en højere enhed. Det helt essentielle var dog den særdeles gode stemning, vi synes at opnå ved at vandre. Hvor kom den egentlig fra? Den var ikke skabt af ferie baseret på luksus, magelighed, all inclusive, tv, god mad o. lign. Måske opstod den, fordi alle kunne motiveres af de klare fælles mål, en sådan vandretur præsenterer:  At gå fra A til B. I hvert fald gav ferieformen og oplevelserne i Lake District inspiration til flere vandreeventyr: Korte endagsture i bl.a. Nordspanien. Og sidste sommer, hvor vi gik Bornholm rundt (120 km) – en helt fantastisk tur!

Bjergenes højde var afgørende, da vi med børn bestemt ikke ønskede at komme i situationer, hvor højdesyge kunne ramme os. Jeg har været i Nepal for at vandre et par gange og ved derfor at højdesyge bestemt ikke er tilat spøge med. Nepal var derfor udelukket i denne omgang. En beslutning vi, seti bakspejlet, var lykkelige over, eftersom landet blev ramt af forfærdelige ødelæggelser i netop den periode – april og maj, hvor vi var i Sydkorea.

De første erfaringer med Bakedu Daegan – En slem overraskelse !!!

Efter et par dage i Seoul tog vi KTX hurtigtoget (298 km itimen) sydpå for til sidst at ramme Jirisan nationalpark i det centrale Sydkorea. I op til 10 år efter koreakrigens afslutning i 1953 gemte nordkoreanskeguerillaer sig i bjergene her. Med denne forestilling gik vi fra den lille bjergby Jungsan-ri mod indgangen tilparken.  På vej til parken så vi mangeskilte, der illustrerede vildlivet i her. Den asiatisk sorte bjørn lever bl.a. her sammen med en række spændende slanger. Endvidere skulle der være et rigtfugleliv m.m.

 
Vi kom i god tid og ved indgangen til parken meldte vi vores ankomst i Visitorcenter. Her stod en mand bag disken. Han talte meget dårligt engelsk. Da han kun forstod meget få ord, foregik det hele med fagter og rollespil. Vi forstod dog hurtigt sagens alvor. Det viste sig at BaekduDaegan-ruten var lukket i april og først  åbnede igen i maj. Den var lukket pga. firewhatching !!?. Vi kunne få lov til at bestige Cheonwang-bong i Jirisan og overnatte på to shelters. Der var stor frustration …skuffelse… vrede … osv.

Vi fik manden til at booke de to shelters i nationalparken og begav os på vej opad mod det første shelter ved navn Rotory. Der var mange tanker, der fløj gennem vores hoveder, mens vi gik. Hvad skulle vi så lave i Sydkorea i april? Stemningen nåede et lavpunkt. Vores projekt syntes pludselig helt uoverskueligt. Vi blev heller ikke hjulpet af vejret. Det regnede, var koldt, gråt og surt.

Langt om længe nåede vi Rotory shelter, og meget trætte blev vi taget godt imod af to mænd, der passede stedet. Efter at have pakket ud kom vi i snak med de to, og jeg viste dem vores guidebog og fortalte dem om vores planer. Den ene mand fortalte noget meget vigtig – nemlig at det kun var dele af Baekdu Daegan, der var lukket. Firewhatching viste sig at være den tid på året, hvor man brænder skov af bl.a. for at kultivere og forebygge brand. Om aftenen blev vi alle inviteret på kaffe. Det viste sig at den ene af de to mænd kendte de to forfattere til guidebogen og havde gået ruten med dem. Han havde endda gået den mange gange og kendte den i mindste detalje. Sammen med ham gennemgik vi alle vores kort i guidebogen, og han fortalte, hvad der var åbent i april. Det viste sig faktisk at være en hel del. Lee blev vores helt, og den aften fik afgørende betydning for resten af vores rejse.

Rejseformen

Vi vidste på forhånd, at det ikke ville være realistisk at gå hele Baekdu Daegan eller bare komme i nærheden af dette. Vi havde derfor et mål der hed: Vi ser hvor langt vi når… Med oplysningen om at dele af BaekduDaegan var lukket i april, var vi kastet ud i et stort planlægningsarbejde i forhold til at få rejsen til at hænge sammen. Der skulle løbende tages stilling til: Hvor er den næste etape? Er det bedst for os at gå etapen fra syd mod nord eller omvendt? Hvilke byer ligger tættest på etaperne? Hvordan kommer vi der til? Hvordan overnatter vi? Hvor mange dage kan vi gå i træk? osv. Efter at have gået de første etaper, der er beskrevet i guidebogen, stod det også klart, at de fleste etaper var for lange for os at gå. Vi måtte tilpasse etaperne til vores formåen. Guidebogen er skrevet til den virkeligt erfarende vandre, og Baekdu Daegan beskrives som ”tough”, og det er ”tough”. Der var således også et stort planlægningsarbejde i at tilpasse de enkelte etaper, så de passede til os. I de meget øde egne var dette en stor udfordring.

Rejsen formede sig på en måde, så den kunne inddeles i to overordnede kategorier: 1) Livet på højderyggen og 2) Livet i byerne langs højderyggen. Kombinationen af at gå i bjergene og rejse på mere traditionel backpackervis langs højderyggen, gav rejsen en helt særlig dybde.

Meditationsvandring og overnatning i Jikjisatemplet – en helt fantastisk oplevelse.

Vandringen foregik ved, at vi gik på en lang række med munken forrest. Munken gik med et slags klaptræ (slapstic) der signalerede, hvornår vi skulle holde pause, stå stille og hvornår vi genoptog vandringen. Vi skulle bære skålen tæt ved hjertet og rette opmærksomheden mod vandet og dets bevægelser i skålen. Læs mere om templestay.

Hverdagen i bjergene

Det kan godt være at Sydkoreas bjerge ikke er højere end 1915 meter, men de er til gengæld stejle. Baekdu Daegan-ruten går kompromisløst over alle bjergtoppene – aldrig på siden af dem.

Hverdagen i bjergene forløber typisk ved at vi starter med at gå en ½ time, hvorefter vi spiser morgenmaden på et godt spot. Morgenmaden består ofte af en form for kage eller noget sødt bagværk af en eller anden slags. Det tætteste man kommer på brød i Sydkorea er hvidt sandwichbrød, som endda kan være svært at opdrive. Det hvide brød spiser vi til frokost. Det er vigtigt af have struktur på dagen, når vi går. Vi går i omgange á 1/2 time. Efter hver omgang holdes en lille pause på 10 min. Her spiser vi gerne noget sødt og drikker vand. Da vi gik på Bornholm kunne vi gå omgange á 45 min. Det kunne vi ikke her, da det er en langt hårdere rute at gå. Rutinen hjælper os med at dele dagen op i mindre overkommelige mål, og det er derved lettere at bevare motivationen. Samtidig sikrer vi, at alle får spist og drukket. En interessant iagttagelse vi har gjort os er, hvor præcist børnene faktisk har brug for at kende tidsrammen, når vi går. Det er ikke godt nok fx at sige, at der er pause om ca. 10 min, det skal være præcist 10 min. Det er oftest børnene, der holder øje med hvornår det er tid til pause.

Frokosten blev indtaget kl. 11.30. Den bestod hovedsageligt af hvidt brød med dåsetun eller dåseskinke. Herudover bestod den også af det, vi kunne få fat i af grønt, fx agurk, tomater eller gulerødder. Det var ikke den mest spændende madpakke, men godt nok når man er sulten. Maden hjælper altid på humøret, og timen efter frokost foregår altid i højt humør.

Den vanskeligste etape

Der var mange vanskelige etaper på rejsen, og vi blev konstant udfordret på forskellige parametre. Det kunne fx være på etapens sværhedsgrad, vejret, længden af etapen, vandsituationen, proviant, overnatning m.m. Vi lærte undervejs og fik langsomt mere og mere styr på Baekdu Daegan. Den mest udfordrende rute for os blev Baegunsan-etapen.

Vi var allerede godt i gang med denne etape klokken 8:15. Vi kom hurtigt til toppen af den første peak og gik derefter videre mod det tempel, vi længe havde set frem til at overnatte i. Det var et noget tvivlsomt vejr, og det varede da heller ikke længe, før det begyndte at regne, ikke meget kraftigt, men nok til at regnslagene og regnbukserne kom på – og så blev det koldt. Der var flere peaks, vi skulle over, og ofte måtte vi halvt kravle. Der må have været nogle meget flotte udsigter, men vejret havde endnu ikke tilladt os den slags glæder! Det var, som om vi havde tåge-tema. Det blev koldere, og vi begyndte at få kolde hænder. Da vi nåede toppen af Baegunsan (bjerget med de hvide skyer), var det blæsende, og det gjaldt derfor om hurtigt at komme nedad i læ. Vi skulle herfra gå ca. 800 meter til templet, hvor vi så frem til varme og gerne lidt spirituel energi. Men pludselig blev vi i tvivl, om vi var på den rette sti. Vi læste igen i guidebogen og tjekkede Gaia-gps’ en. Vi fandt en sti og gik nedad i ca. 15 min. Så smed jeg rygsækken og løb yderligere 10 min. nedad, mens resten af familien ventede. De måtte tage endnu mere tøj på, mens de samtidig forsøgte at varme hinandens hænder. Det viste sig at være den forkerte sti, vi måtte gå tilbage og opad igen.

På toppen var det imidlertid blevet endnu koldere, blæsten havde taget til, og tågen havde samtidig lagt sig som en dyne over bjerget, så det var umuligt at orientere sig. Vi gik lidt ned på den anden side, fandt lidt læ og spiste fem stærkt smadrede æg, som vi havde kogt om morgenen. De var svære at pille, da hænderne var som is. Videre nedad. Efter ca. 800 meter, måtte vi indse, at vi nok ikke kunne finde templet, for omgivelserne passede ikke med kortet. Vi var triste, og det var ubehageligt at fryse så meget omhænderne. Pigerne fandt sokker frem, som de tog på hænderne. Vi holdt et kort familieråd og blev enige om at forsætte nedad, selvom vi ikke kunne se den sti, vi gik på på vores GPS. Vi kunne dog se, at vi gik i retning mod en lille landsby, der lå langt væk.

Efter ca. 30 min. begyndte det at gå bedre, kulden aftog, der kom liv i fingrene, men nu begyndte en ny strabads: At undgå at glide i mudderet. Det endte med en parodi, hvor pigerne på skift var ved at tisse i bukserne af grin, over hvordan vi sejlede rundt, gled mens man forsøgte at spille kloge Åge og forklare den anden, hvor det var særligt smart at træde for at undgå at falde. Vi udviklede en speciel teknik, hvor man kunne surfe på rygsækken, så undgik man et kedeligt møde mellem klippe og rumpe!

Da vi havde gået ca. halvanden til to timer, kom der pludselig det smukkeste tempel til syne. Det var det tempel, vi havde forsøgt at finde. En fantastisk følelse af varme og tryghed ramte os alle. Vi var igen tilbage i civilisationen. Vi havde ikke mødt et eneste menneske hele dagen. Vanddunkene blev fyldt, og vi nød de smukke bygninger. Tågen var lettet og man forstod i den grad, hvorfor ‘arkitekten’ havde valgt netop denne spot i verden. Desværre var der ingen hjemme, så vi måtte trampe videre. Det varede dog ikke længe, før vi ramte en vej, som underligt nok ikke var på GPS’en. Det var en betonvej, og den var stejl, men uden mudder. En halv time senere mødte vi et nyt tempel. Det var helt anderledes, ikke malet i de typiske grønne og røde farver, som kendetegnerde øvrige templer, men holdt i mørkt træ. Der var en sirligt anlagt have med en fantastisk stensti ned til den brusende flod – et utroligt smukt sted. Desværre var der heller ikke her mulighed for overnatning.  Da vi langt om længe kom ned til en landsby, var der ikke mange mennesker, så vi gik hen ad vejen og bankede på nogle husdøre for at spørge, om vi måtte overnatte. Endelig var der en lille restaurant med plads til ca. fire af de små japanske brune træborde, som er så typiske for restauranter i Sydkorea. Værtinden pegede – vi kunne sove i restauranten. Vi kunne bare flytte bordene. Her sover alle alligevel på gulvet. Åh hvilken lettelse. Vi var glade! GPS’en viste, at vi havde tilbagelagt 16,6 km!! Den nat sov vi godt.
 

 
Det lykkedes os at gå 242 km i alt. Vi gik ikke alle kilometerne lige på Bakedu Daegan-ruten. Nogen gange gik vi også på tværs af den eller fx i en dal langs med. Ikke desto mindre blev Baekdu Daegan rygrad og rettesnor for en fantastisk rejse i et fantastisk land.

Læs mere om udstyr