Albarracin

De sidste tre dage har vi tilbragt i denne skønne lille by, der er klinet op ad en bjergside. Flere steder er Albarracin beskrevet som Spaniens smukkeste landsby, og det er ikke helt forkert. I byen er der mange spor tilbage fra maurernes tid, bl.a. en meget velbevaret bymur og resterne af en fæstning.

Vi kom hertil med bus fra Madrid – 4 timer gennem et meget øde område, da vi først var kommet fri af Madrids endeløse forstæder.
Vi blev sat af på en parkeringsplads tæt ved en motorvej og var derfor meget spændte på, om den taxa, der skulle køre os de sidste 26 km, og som Henrik havde bestilt på spansk, ville være der. Det var den heldigvis!
Temperaturen er så også lige faldet med mindst 10 grader siden Madrid, da vi nu er i ca. 1200 meters højde.

Fredag og lørdag var her vildt mange mennesker – spanske weekendturister. Søndag og mandag er her helt stille. Men ellers er byen og området kendt for sine mange stejle bjergsider og derfor et yndet sted for klatrere og vandrere.

Dagene her i Albarracin er gået med at vandre: Første tur gik rundt i byens stejle, labyrintiske trappegader, langs floden og op til den gamle bymur – en tur på 10 km. Anden tur gik ud i bjergene rundt om byen. Et meget øde område med meget lidt vegetation bort set fra pinjetræer. Man følte sig næsten hensat til et landskab i en cowboyfilm. Vi mødte ikke nogen – hverken mennesker eller dyr – og som noget uvant i Spanien: Ingen caféer eller barer på den 23 km lange tur (560 højdemeter). Derfor var det ekstra skønt at nyde en kold øl og udsigten over byen fra vores balkon, mens syv ørne svævede rundt, og de godt brugte ben fik et tiltrængt hvil.

I går spiste vi meget lækker tapas på en lille restaurant. I Spanien er skinke så afgjort nationalretten, og på denne restaurant formåede de at blande skinke med blæksprutter til en yderst velsmagende ret. Vi har også med stor glæde smagt patata bravas.

I dag har vi fået vores cykler leveret fra Mediterranean Bike Tours, så i morgen cykler vi af sted på vores første etape til Teruel mod Valencia.
Vi prøvekørte vores cykler på en 12 km lang strækning. De er helt ok, men ikke lige så gode som vores egne, og de er svære at dreje skarpt med, måtte Henrik sande, da han pludselig lå på jorden. Han er dog helt ok og var straks i sadlen igen, som en trænet cykelrytter.