570 km over Indlandsisen – vi gjorde det

Vi har krydset Indlandsisen. 570 km på 29 dage. Gennem storm, kulde, udfordringer og nogle af de mest storslåede naturoplevelser, vi nogensinde har haft. Det har været hårdt, vildt og fuldstændig fantastisk.

Neils afrejse og besværet i lufthavnen

Hold da op, sikke en dag det har været.

Vi har været væk fra Indlandsisen i mindre end 28 timer, og der er allerede sket så meget.

Noget helt andet end sauna, middag og karaoke i går aftes.

I morges rejste vores holdkammerat Neil. Vi fulgte ham til lufthavnen i Kulusuk.

Man skulle tro, at vores lille række af uheld efterhånden var slut, men virkeligheden viste sig at være en anden.

Han var den allersidste, der blev checket ind til flyet.

Der var et problem med en taske eller et bagagemærke, og det tog en halv time at få løst, mens en medarbejder hjalp til over telefonen.

Det var noget af et besvær.

Til sidst blev han sendt af sted med et håndskrevet boardingkort.

Men hans bagage blev sendt til Reykjavik i stedet for direkte til London Heathrow.

Da han kun havde en times mellemlanding dér og skulle hente sin bagage fra bagagebåndet, nåede han ikke sit fly videre til Heathrow.

Så nu sidder han på et hotel i Reykjavik.

Men han er trods alt næsten hjemme.

Han skal bare vente en nat mere, før han kan vågne i sin egen seng derhjemme hos familien.

Flyveturen til Tasiilaq og den genfundne bagage

Vi andre fløj i dag fra Kulusuk til Tasiilaq, hvor vi på mirakuløs vis fandt begge vores tasker.

Så den anden taske, der havde været forsvundet, var på en eller anden måde dukket op i går.

Ingen anelse om hvordan eller hvorfor, men under alle omstændigheder er det dejligt at have vores ting tilbage.

Det er virkelig et helt særligt sted og et helt særligt land at opholde sig i.

Som I kan se på billedet, er naturen storslået.

Der driver stadig isflager rundt i vandet, og det er utrolig smukt.

Samtidig ligger der utrolig meget skrammel.

Varer bliver fragtet hertil, men aldrig fjernet igen, så alt det, der går i stykker, bliver bare liggende.

Det er meget mærkeligt og faktisk virkelig synd.

Helikopter og usikre vejrforhold

Vi tror, at vi i dag har fundet en pilot, som kan hente vores udstyr fra Indlandsisen i morgen, hvis han bliver færdig med en anden opgave i tide.

Hvis det ikke lykkes, vil han forsøge på mandag.

Vi må bare krydse fingre for, at vejret holder sig godt nok, for der skulle være dårligt vejr på vej.

Hvis vejret bliver for dårligt, kan helikopteren ikke flyve.

Det er virkelig noget særligt at være her.

For eksempel kunne vi tage helikopteren fra Kulusuk til Tasiilaq, nærmest som når man tager bussen derhjemme.

Infrastrukturen og måden, tingene fungerer på, er fuldstændig anderledes her.

Tilbage i kontakt med omverdenen

Det er også godt at have lidt tid til at lande her, for telefonerne er blevet tændt igen.

Alle sidder med øjnene klistret til skærmene.

Det er dejligt at have fået så mange beskeder, men man mærker også, hvordan man bliver suget tilbage i verden, mens en del af os stadig befinder sig på Indlandsisen.

Vi savner faktisk rytmen, strukturen og enkelheden ved livet derude.

Det, vi til gengæld ikke savner, er at spise mad direkte fra en pose.

I dag fik vi en lækker kyllingeburger med pommes frites og en cola på den lokale café.

Jeg tror, det er den eneste café her i Tasiilaq.

Det smagte fantastisk.

At lande og reflektere over ekspeditionen

Det er dejligt at være her lidt endnu, så vi kan lande og bearbejde alt det, der er sket.

Vi taler meget om det sammen.

Hvordan føles det, når man har arbejdet hen imod noget i årevis, og nu er vi her?

Hvad så nu?

Hvordan ser vi tilbage på det?

Det er også noget, som er meget svært for folk derhjemme at forstå, hvis de ikke selv har oplevet det.

Derfor er det så dejligt at have nogle dage her sammen, hvor vi kan lande og tale om det hele.

For vi var der alle sammen.