Overnatning camp dag 15, 2197 m

📍 Se på kort

Koordinater: 66.45312, -45.84366

En lille forkælelse på Camp Raven

Vi var virkelig heldige her til morgen.

På Camp Raven forkælede personalet os med varm kaffe, bananer og friske appelsiner og æbler.

Det var faktisk ret surrealistisk at stå et sted så langt væk fra alting med frisk frugt i hånden, kigge over på DYE-2 og samtidig spise en banan. Ja, det var bare virkelig mærkeligt.

Da vi ikke har set solen i meget lang tid, og vores ekspedition hovedsageligt er afhængig af solenergi – faktisk udelukkende solenergi – til at oplade alt det udstyr, vi har brug for til kommunikation og sikkerhed, var det også fantastisk, at jeg kunne få ladet mine powerbanks lidt op på Camp Raven.

Det føltes næsten, som om vi var på ferie.

Vi fik lov til at sove længe i morges, blev forkælet med lækker frisk frugt og kaffe og fik ladet vores powerbanks op.

Da vi gik derfra igen, føltes det virkelig, som om vi forlod vores ferie.

Ud i gråt vejr og dårlig sigtbarhed

Resten af dagens vandring begyndte præcis som de seneste dage: trist, gråt, intet andet end hvidt, ingen sigtbarhed og masser af vind.

Men vi tænkte: Lad os bare gå på med godt mod.

Vi går nu i etaper med fire blokke á 20 minutter. Det betyder en time og 20 minutters uafbrudt gang efterfulgt af ti minutters pause.

Det gør vi seks gange, så vi er i bevægelse i omkring ni timer i alt.

Under den tredje etape fandt vi nogle spor.

Det var sporene fra de to nordiske kvinder, som går lidt foran eller bag os, men som vi ikke havde set i lang tid, fordi der simpelthen ikke er nogen udsigt, og alt omkring os bare er hvidt.

Det var dejligt at se deres spor i sneen, fordi vi kunne følge dem, og det gør navigationen lettere.

Navigation og kunsten at holde kursen

At navigere ved hjælp af vindfanerne er ikke så let, som det ser ud.

På en eller anden måde har vi endnu ikke helt fået styr på det, og vi driver en del mod både højre og venstre. Det betyder, at vi tilbagelægger væsentligt flere meter, end vi faktisk bevæger os fremad.

Da vi i et stykke tid kunne følge de to kvinders spor, mærkede vi virkelig, hvor dejligt det er bare at komme ordentligt fremad.

Ved afslutningen af den tredje etape klarede vejret faktisk op, og solen begyndte langsomt at vise sig.

Så kunne vi se de to nordiske kvinder gå et stykke ude i det fjerne.

Efter et stykke tid indhentede vi dem. De havde netop holdt pause og kunne se os komme.

Det var dejligt lige at få en kort snak og fortælle hinanden om, hvad vi havde været igennem de seneste dage, inden vi igen fortsatte hver vores vej.

Det var også lidt sjovt at se, at vi fortsatte med at følge deres kurs. Det gjorde det meget tydeligt, at vi selv tilbagelægger en hel del ekstra meter.

Man kan godt sige det, men når holdet selv kan se det, bliver det langt mere håndgribeligt.

Her til eftermiddag, hvor sigtbarheden var blevet bedre, øvede vi os derfor virkelig på igen at gå i en mere lige linje – også når vi kun har vindfanerne at navigere efter.

Jeg håber, at vi igen kan få tilbagelagt nogle gode distancer i de kommende dage.

Distance, skind og forhold

Vi tilbagelagde omkring 21 kilometer i dag.

Undervejs havde vi nogle forsinkelser, fordi vi skulle skifte skind, og det gik ikke helt problemfrit, fordi skindene ikke ville sidde fast.

Skind er en slags belægning, som man sætter fast under skiene. De har hår, der glider med bevægelsen i den ene retning og skaber modstand i den anden. Det hjælper, når man skal skubbe fra.

Når sneen er meget glat, og man skal op ad en stejl stigning, kan det være meget svært at få ordentligt afsæt.

Og når man samtidig møder meget høje sastrugi – en slags snedriver eller snerygge, som vinden danner – kan det være meget vanskeligt at få tilstrækkeligt greb til at trække pulken hen over dem.

Hvis man bruger lange skind i stedet for korte skind, som kun dækker en mindre del af skien, får man mere friktion.

Det gør det sværere at glide fremad, men til gengæld får man et bedre greb, når pulken skal trækkes over forhindringer.

Forhåbentlig har vi fået styr på det nu.

Udsigterne og et ændret perspektiv

Nu må vi se, hvad morgendagen bringer.

Hvis alt går efter planen, bliver vejret nogenlunde om morgenen, og om eftermiddagen – overraskelse – begynder det igen at blæse kraftigt.

Vi får se.

Efterhånden er vi vant til det.

Da det blæste temmelig kraftigt her til morgen, sagde vi faktisk til hinanden, at det var en ganske fin dag.

Det er lidt bizart, hvordan ens perspektiv kan ændre sig på den måde – selv når det gælder vinden.

Det, der tidligere ville have været en dag med rigtig dårligt vejr, føles nu mere som:

Vejret er faktisk ganske udmærket. Vi kan få tilbagelagt nogle gode kilometer.