Problemer med bindinger

📍 Se på kort

Christians opdatering:

Det viste sig, at stormen mistede pusten tidligere end forventet, så der var ikke brug for en overliggerdag. Det tog en del tid at grave teltene fri, men ellers var det bare afsted. Sigtbarheden er forsat ikke eksisterende, så det er vigtigt, at ingen kommer for langt fra hinanden, når vi går der. Vi ramte igen ind i et bindingproblem, som skulle løses. Vi måtte slå et af teltene op for at komme i læ og kunne arbejde med skien. Det viste sig, at det kun holdt kort, og sidste skift endte med, at ham skiene tilhører, måtte gå.

📍 Se på kort

7

Fra Arctic Adventures ekspeditionslog:

Udfordringer på ski og holdånd i den grønlandske vildmark

Jeg tager over fra Karin

I dag er det mig, Jasmijn, der får lov til at skrive bloggen. Jeg er en af de andre deltagere på holdet.

Jeg gør det ikke kun, fordi det måske kan være interessant at høre oplevelsen fra en andens perspektiv, men også fordi Karin lige nu igen har meget travlt med en reparation.

I kan sikkert gætte det: Vi er nu nået til den sjette reparation af en skibinding, siden vi begyndte.

I går reparerede Karin Niels binding under en kraftig storm, men bagefter besluttede hun, at Niel indtil videre ikke skulle gå på de ski. Det var muligt, at bindingen ville gå i stykker igen under Niel, fordi han er tungere.

Endnu en ødelagt binding

Derfor fik de idéen om at bytte ski.

Desværre gik bindingen på den anden ski også i stykker i dag – netop på et tidspunkt, hvor det var minus 10 grader udenfor med masser af vind og sne.

Fordi det var for koldt til at reparere bindingen udenfor, slog vi hurtigt et telt op. Karin reparerede derefter bindingen med endnu mere ståltråd, men reparationen holdt ikke engang en time, før bindingen igen gik i stykker under Niel.

Videre til fods i en hvid verden

På det tidspunkt var der ikke andet at gøre end at lade Niel fortsætte til fods.

Ja, men hvorhen?

For vi befinder os nu i en fuldstændig hvid verden, hvor der faktisk ikke er noget som helst.

Men 50 kilometer væk ligger den forladte radarstation DYE-2. Og nogle få kilometer derfra ligger en base, som – hvis alt går efter planen – i øjeblikket er bemandet af en eller to personer.

Måske kan vi finde materialer dér, som kan bruges til at sikre bindingen, så den holder, indtil vi når den anden side af Indlandsisen.

Tempo, distance og træthed

Man skulle tro, at det var nok til at miste modet.

50 kilometer i et tempo, som Niel kan holde til fods i én retning – sandsynligvis langsommere end vores normale tempo på ski – for han var allerede ved at blive virkelig træt efter at have forsøgt i en time.

Men alligevel er holdånden her utrolig god.

Vi hjælper hinanden, hvor der er behov for det. Vi har fordelt bagagen fra Niels pulk mellem os. Vi griner sammen af de irriterende situationer.

Og vi er fortsat meget optimistiske omkring, at vi nok skal klare resten af vejen, selv om vi kun tilbagelagde 15 kilometer i dag.

Sådan fungerer vi som hold

Det er faktisk ret særligt, hvordan det fungerer med holdånden, for i løbet af dagen taler vi næsten ikke med hinanden.

Vi er stort set bare fokuserede på os selv. Vi er bare derude og går på ski.

Men fordi vi altid laver et check-in om morgenen og et check-out om aftenen, ved vi meget præcist, hvordan vi hver især har det, og hvor vi står.

Og det hjælper os utrolig meget.

Overvejelser om løsninger for Niel

Vi har allerede tænkt på at bruge de materialer, vi har til rådighed, til at fastgøre hans støvler, så han får en slags snesko. Måske findes der endda endnu bedre løsninger.