Kort opdatering

📍 Se på kort

Christians opdatering:

En hård dag med sne og dårlig sigtbarhed. Vi har nu sat camp og alt er godt.

📍 Se på kort

7

Fra Arctic Adventures’ ekspeditionslog

Snestorme og navigationsudfordringer i Grønland

En helt anderledes dag med sne og dårlig sigtbarhed

Det var noget af en kontrast til dagen i går. Vi vågnede op til et tykt lag sne oven på teltet. Ikke nok med det – skyerne lå også helt ned over os, og det sneede stort set hele dagen.

På grund af skydækket kunne man godt se sin egen hånd foran sig, men man kunne ikke se terrænets former i sneen. Det gjorde det virkelig vanskeligt. Under alle omstændigheder blev det en dag med mange udfordringer.

Vådt udstyr og klistret sne

Temperaturen lå omkring frysepunktet, og derfor begyndte sneen, der faldt på vores Arctic Beddings, at smelte. Arctic Beddings er grundlæggende en slags overtræk, som holder hele soveudstyret samlet med liggeunderlaget stadig oppustet. Det betyder, at man ikke hver dag behøver at pakke sin sovepose sammen, lukke luften ud af liggeunderlaget og puste det op igen om aftenen. Det er både effektivt og meget praktisk.

Men sådan et overtræk er ikke helt vandtæt. Når sneen begynder at smelte, bliver soveudstyret derfor vådt.

Samtidig bliver sneen meget klistret ved temperaturer omkring frysepunktet. Der samler sig store klumper sne under støvlerne, hvilket giver dårligere greb med stegjernene. Hvis man samtidig skal skubbe en pulk op ad en stejl bakke, bliver handskerne hurtigt våde. Og alt, hvad der bliver vådt, bliver selvfølgelig koldt igen, så snart temperaturen falder i løbet af natten.

Vanskeligt terræn og næsten ingen sigtbarhed

Terrænet, vi bevægede os gennem i dag, var langt mere kuperet end i går. Hvor vi i går let kunne navigere os uden om forhindringer ved hjælp af små justeringer af ruten, var det i dag svært overhovedet at se, hvor vi skulle hen.

Og når vi stødte på en forhindring, var vi ofte nødt til at lave lange omveje.

Spejderarbejde som en blind mus

For at finde en sikker rute sendte vi ofte en eller to personer i forvejen for at spejde. De undersøgte enten en vej uden om en forhindring eller gik lidt længere frem for at se, om terrænet overhovedet var farbart. Samtidig kontrollerede de, at vi ikke var på vej op eller ned ad stejle skråninger.

Det føltes faktisk lidt som at være en blind mus.

Med skistavene stukket frem foran sig stak man først stavene hårdt ned i sneen for at sikre sig, at man ikke stod oven på en snebro over en gletsjerspalte. Først derefter tog man et skridt.

Hvis man blev bare en smule for hurtig eller uforsigtig, kunne det pludselig ske, at staven forsvandt ned i tomrummet. Ikke nødvendigvis fordi der var en gletsjerspalte, men fordi terrænet pludselig faldt væk foran én. Man kunne ganske enkelt ikke se kanten – heller ikke selv om den lå lige foran støvlerne.

Det gjorde det hele utrolig vanskeligt.

Hårdt arbejde og begrænset fremdrift

Vi bevægede os derfor meget langsomt frem.

Vi kom sandsynligvis op over langt flere stejle skråninger, end det egentlig havde været nødvendigt. Men det var næsten umuligt at få øje på alternative ruter. Når vi fandt en vej, der så farbar ud, valgte vi ganske enkelt den.

Det betød ofte, at vi måtte trække pulkene op ad stejle stigninger. Med de store klumper sne under stegjernene var det næsten umuligt at trække en pulk op alene.

Derfor gjorde vi det sådan, at én person trak pulken, mens to, tre eller nogle gange alle fire skubbede bagpå. Derefter gik vi tilbage og hentede den næste pulk.

Vi tilbagelagde derfor mange kilometer i terrænet, men gjorde ikke tilsvarende fremskridt mod vores mål.

Til gengæld kom vi endnu et lille stykke tættere på at komme ud af dette område med gletsjerspalter. Og hver eneste meter tæller.

Solen bryder frem, da vi stopper

Det pudsige var, at vi hele dagen sagde til hinanden, hvor rart det ville være med bare lidt bedre sigtbarhed.

På et tidspunkt sagde jeg: “Nu slår vi lejr.”

Alle var trætte, og det gav ikke rigtig mening at fortsætte. Måske kan vi i morgen klare på én time det, der tog os to eller tre timer i dag.

Vi satte den første isskrue i isen for at sikre teltet – og i samme øjeblik klarede himlen op, og solen brød frem.

Det var en fantastisk gave. Pludselig kunne vi tørre alt vores våde udstyr, soveposer, liggeunderlag og dunjakker.

Det havde nu været rart, hvis det var sket lidt tidligere på dagen.

Et bizart landskab fyldt med stejle kanter

Vi skal dog ikke klage.

Vi havde stadig en utrolig smuk udsigt, og terrænet herude er helt bizart. Landskabet minder om én stor schweizerost med dale og utallige stejle kanter. Det er ikke nødvendigvis store, åbne gletsjerspalter overalt, men snarere et virvar af niveauforskelle og afsatser, som man hele tiden skal finde en sikker vej igennem.

Det tager ganske enkelt tid.

Men det er trods alt kun dag to.

Og i morgen er en ny dag.