Toledo
Vi besluttede at ‘flygte’ fra al dette og tog i stedet til den tidligere hovedstad Toledo, der ligger smukt på en bakketop ved floden Tajo (Tejro på portugisisk) 60 km fra Madrid. Det viste sig, at vi ikke var de eneste, som havde fået den ide. Her passede Sebastians gamle sang ‘Du er ikke alene’ godt på vores oplevelse.
Der er direkte tog, så turen tager ca. 35 minutter. Det svarer til den forsinkelse, som opstod da vognnumrene uden på togene (vognnumrene var ikke fortløbende) ikke passede med numrene inde i vognene, så folk løb rundt mellem hinanden indenfor og udenfor i forgæves forsøg på at finde deres pladser. Til sidst var der en fælles forståelse af bare at sætte sig på en tilgængelig plads, så toget kom afsted.
Turen gennem Madrids forstæder var ikke køn, men den gav et godt indtryk af, hvor stor byen er.
Toledo ligger på Mesetaen, højsletten midt i Spanien. Landskabet var knastørt, bortset fra de steder, der har kunstvanding. Det er Don Quijotes land, men de gamle hvide vejrmøller er afløst af moderne vindmøller og solcelleparker.
Toledo by er på UNESCOs verdensarvliste og var engang et sted, hvor muslimer, jøder og kristne levede fredeligt sammen. Siden blev maurerne fordrevet og byen blev kongernes by i Spaniens middelalder. Bygningerne i byen bærer præg af den fortid, så der er bl.a. en stor synagoge, en maurisk borg, en fantastisk flot maurisk station og en gigantisk katedral, som er mere stor og prangende end smuk. Gaderne i den gamle bydel er labyrintiske og går op og ned, så det er en spændende by at gå på opdagelse i. At der var 30 grader gjorde det ikke mindre anstrengende.
