En svær og uvejsom etape

Skrevet af: Boline
Morgenen ved Beatty Lake  begyndte med den sædvanlige kaffe og grød. Teltene var meget våde og kunne ikke nå at tørre, inden de skulle pakkes ned. Det var første gang, vi for alvor skulle pakke hele lejren sammen. Det tog en del tid,  men vi kom igennem og stod på ruten kl. 9.40.

Vi startede turen ud med et lille stykke gennem skov, og så åbnede et kæmpe stenskred sig for os. Det var surrealistisk at skulle vandre tværs over to stenskreds-bjerge, med skiftevis store uvejsomme  klippestykker og andre gange lidt mindre sten, som man skred rundt i med fare for at falde ned af bjerget eller starte et stenskred. Koncentrationen var på sit højeste og hvert et skridt skulle placeres nøje. Så gik det opad ind igennem skoven, og så gik det nedad ud i et mere åbent bær-plantageagtig område. Stigen var smal og bevoksningen kildede os på benene, men heldigvis var der ingen planter der rev. Efter noget tid kom vi til en stor creek. Det var første gang vi skulle krydse en creek uden en bro. Så måtte vi smide vandrestøvlerne og skifte til kondisko. Vandet var iskoldt og dybt og gik ca til knæene. Det var sjovt at mærke, hvordan strømmen tog fat i benene, dejligt med stave! Det hårde terræn kunne mærkes i benene og især psykisk, da klokken var 12.30, og vi havde kun tilbagelagt 3,6 km!! Vi kunne ikke forstå, hvordan vi ikke var kommet længere efter alt det slid. Efter en müslibar og en vaffel udsatte vi frokost med henblik på at få tævet nogle kilometer af.
Ind i skoven gik det, stien blev smallere og smallere og bevoksningen højere og tættere, som betød at man skulle mase sig gennem planter, træer, buske osv. Samtidig var stien præget af løse sten og rødder, som gjorde det meget udfordrende at komme fremad. Efter 2 timer kom vi til en smuk eng fuld af vilde blomster og bjerge som majestætisk omringede os. Vi gik videre og ville gerne spise frokost men havde ikke nok vand. Så startede den lodrette opstigning op mod Palliser pass. Det var en hård opstigning og man tænkte…om det overhoved kunne lade sig gøre, men vi kom op.

Vi gik og endelig fandt vi en creek og kunne tanke vand, og B tog et dejligt bad. Der blev spist godt. Vi fik Pasta primevera, Ris og kylling samt Mac’ n cheese. Vi er så kollektiv—agtige, når vi spiser. Alle madposerne går på skift mellem hinanden, så alle smager på skift. Vi måtte videre kl. var 16:45!

Da vi gik lidt videre åbnede et gigantisk område sig. Vi var målløse… et koloenormt engareal udfoldede sig for os. Vi gik nok ca. 5 km tværs gennem dette smukke område. Til sidst var vi virkelig trætte, da vi endelig nåede en lille sti, som førte os ind i skoven til vores camp Burstell. Da var kl. 20 og vores fødder var blevet til møre entrecoter.

——

Km: 20,41

Tid. 7t34m (effektiv), 10t20m(ialt)

Vejr: sol/regn