Overnatning Camp Raven dag 14, 2112 m

📍 Se på kort

Koordinater: 66.49926, -46.29222

Fra Arctic Adventures ekspeditionslog:

En uheldig drejning i ekspeditionen: Evakuering fra Indlandsisen

Besked fra Karin og forholdene undervejs

Denne gang er det en anden stemme, I hører – nemlig Henk-Jan. Jeg modtog en besked fra Karin, som kun varede omkring et minut. Den blev afbrudt halvvejs og var faktisk næsten umulig at høre på grund af den kraftige vind omkring teltet.

Men jeg har været i tæt kontakt med Karin i løbet af dagen og kan derfor godt fortælle, hvordan det går med holdet.

I dag har igen været en meget hård dag. I morges befandt holdet sig 13,5 kilometer fra den forladte radarstation DYE-2. Vinden havde stadig ikke lagt sig.

De startede meget tidligt i morges for at tilbagelægge de sidste 13,5 kilometer. Efter omkring ti kilometer begyndte det at blæse så kraftigt, at holdet på grund af snefygningen ikke længere kunne se den forladte radarstation.

Jeg kunne se på trackeren herhjemme, at de havde mistet DYE-2 af syne, fordi deres kurs begyndte at drive lidt længere mod syd. Jeg kunne også se, at holdet stoppede et stykke tid og sandsynligvis holdt pause i en time eller halvanden, før de til sidst tilbagelagde de sidste to kilometer frem til DYE-2.

Ankomst til DYE-2 og efterladt udstyr

Ved DYE-2 fik de for en stund lidt mere læ for vinden.

DYE-2, den forladte radarstation fra Den Kolde Krig, står stadig på Indlandsisen og blev i sin tid forladt i stor hast. Derinde finder man stadig borde og stole, tallerkener, krus og bestik samt forskelligt efterladt udstyr.

Der lå også reparationsmaterialer til vores ekspeditionshold, som var blevet efterladt af to andre hold: IceTrek-ekspeditionen fra New Zealand, som befinder sig omkring en dag foran Arctic Adventure-holdet, og et hold fra canadiske Polar Explorers under ledelse af Annie Aggens.

De havde efterladt materialer, så Karins hold endelig kunne få repareret skiene ordentligt. Derudover blev den forladte radarstation grundigt gennemsøgt for yderligere materialer, der kunne bruges til reparationerne.

Videre mod Camp Raven og de fysiske konsekvenser

Efter besøget på radarstationen fortsatte deltagerne videre. De valgte altså ikke at overnatte på DYE-2.

Alle var trætte, og Jasmijn var meget udmattet, men de besluttede alligevel at fortsætte i retning mod Camp Raven.

På Camp Raven befinder der sig i øjeblikket fire amerikanere, som står for landingsbanen. I sommermånederne benyttes Camp Raven af det amerikanske militær til at træne landinger på sne og is.

Der var også en anden og mindre behagelig grund til at fortsætte mod Camp Raven.

De seneste 14 dage, hvor holdet har arbejdet hårdt under ekspeditionen, har sat sine tydelige spor. Ikke kun på udstyret – ski er blevet beskadiget, teltstænger er blevet bøjet, og en skistav er knækket – men også fysisk på deltagerne.

Flere har vabler, men for Jasmijn har ekspeditionen været meget, meget hård.

Beslutningen om evakuering

I tæt samråd med lægen fra Extreme Medicine i Holland blev det desværre besluttet, at Jasmijn skulle afslutte ekspeditionen.

Der er ikke tale om en alvorlig akut situation, men den enorme indsats, Jasmijn har ydet, har sat sine spor. Hvis hun skulle fortsætte endnu en uge, kunne konsekvenserne blive langt mere alvorlige med alt, hvad det ville indebære.

Camp Raven er et sted, hvor man kan finde en vis form for ly, og hvor de amerikanske soldater kan yde støtte – om ikke andet så ved eksempelvis at lave noget suppe til os.

Samtidig er Camp Raven relativt let tilgængelig med helikopter fra udgangspunktet i Kangerlussuaq.

I samråd med Karin, Jasmijn og Maybrit fra Extreme Medicine blev det derfor besluttet at iværksætte en evakuering af Jasmijn.

Evakueringen fandt sted klokken 18 grønlandsk tid. En helikopter fløj fra Kangerlussuaq mod Camp Raven – en tur på mere end to timer.

På Camp Raven tog holdet afsked med Jasmijn.

Jasmijn befinder sig nu i god behold på et hotel i Sisimiut, hvor hun kan få sovet, spise ordentligt, hvile sig og komme sig efter de mange strabadser.

Videre som fire og blikket fremad

Det var dagens vigtigste beslutning.

Det er et tab for holdet at skulle undvære Jasmijn, men i den nuværende situation var det desværre den eneste rigtige beslutning, vi kunne træffe.

Det er også en del af det at være på ekspedition.

Ekspeditioner er ikke ferier. Ekspeditioner er heller ikke bare en rejse eller en oplevelse – eller hvilket andet pænt ord man ønsker at bruge.

Ekspeditioner er ekspeditioner.

Man begiver sig ud på noget med ønsket om at nå et bestemt mål, men intet og ingen garanterer, at man rent faktisk når det.

Uanset hvor god planlægningen og forberedelserne er, kan man ikke forudse alt. Det kunne vi heller ikke i denne situation.

Der bliver lagt planer for alle tænkelige situationer, også evakueringer, men selvfølgelig ønsker man altid at nå helt frem til slutmålet.

Det, holdet har præsteret trods alle tilbageslagene, er beundringsværdigt. Jeg har flere gange sagt til Karin, at jeg ikke ved, hvordan jeg selv ville have klaret det. Hver gang jeg tænker, at nu går det ikke længere, fortsætter de alligevel.

Når det er sagt, fortsætter ekspeditionen nu med fire personer: Malene, Christian, Niel og Karin.

Jasmijn er i god behold på hotellet i Sisimiut og skal nu lægge planer for sin hjemrejse til Holland.

I morgen begiver holdet sig ud på næste etape af ekspeditionen med kurs mod Grønlands højeste punkt på Indlandsisen. De mangler stadig omkring 300 højdemeter, før de når dertil.

De er endnu ikke halvvejs og har stadig proviant med til 16 dage.

Så der venter dem fortsat en spændende udfordring.

Efterord

Normalt fortæller vi ikke om medicinske forhold eller evakueringer.

Men Jasmijn har givet udtryk for, at hun er indforstået med, at vi omtaler dette på bloggen.

Derfor har vi valgt at fortælle om det her.

Fra Arctic Adventures ekspeditionslog:

Opdatering fra Karin: Vind, DYE-2 og en uventet evakuering

Vind og forhold i løbet af dagen

Det var endnu en meget begivenhedsrig dag i ekspeditionernes verden.

Dagen begyndte stormfuldt med en kraftig vind, der hamrede mod teltet. Da vi begav os af sted, havde vinden ændret retning en smule i forhold til de foregående dage, så vi nu havde den lige imod os.

Vinden tog også ret hurtigt til igen. Grundvinden lå på 35–40 kilometer i timen med vindstød på op til 50–55 kilometer i timen. Det er bestemt ikke sjovt at gå imod med en pulk efter sig.

Vi brugte omkring 7–7,5 timer på at kæmpe os gennem de første 13,5 kilometer, og det var virkelig hårdt. Den slags forhold gør det krævende, og man mærker det i hele kroppen.

Ankomst til DYE-2

Lige efter kom et af dagens helt store højdepunkter: Hele holdet nåede frem til DYE-2, den forladte radarstation fra Den Kolde Krig, som jeg tidligere har fortalt om.

Det er virkelig fantastisk at stå der sammen som hold på et sted, man ellers kun kender fra billeder, og som man så ofte har set i beretninger fra andre krydsninger af Grønland. Det er noget helt særligt.

Især når man tænker på, at der sandsynligvis har været færre mennesker inde på radarstationen, siden den lukkede – og måske endda også før den lukkede – end der har stået mennesker på toppen af Mount Everest.

Hvor vildt er det lige?

Camp Raven og reparation af skien

Fra radarstationen fortsatte vi yderligere 1,5 kilometer til Camp Raven.

Det er en lillebitte flybase, hvor to mænd er fast udstationeret for at vedligeholde en slags landingsbane på isen. Præcis hvad den skal bruges til, er stadig lidt af et mysterium for mig, men den er der i hvert fald.

Det var et kærkomment stop, fordi vi her ville forsøge at få repareret min Frankenstein-ski, som indtil da var blevet holdt sammen med ståltråd og tape. Det var bindingen på skien, vi gerne ville have repareret ordentligt.

De to mænd var glade for at få et lille projekt at arbejde med, for det blæste for meget til, at de kunne komme udenfor og præparere landingsbanen.

De gjorde et fantastisk stykke arbejde. Det kræver vist en rigtig professionel at få den binding af skien igen uden at bruge rå kraft.

Så det var endnu et stort højdepunkt.

Evakuering af et medlem af holdet

Men desværre bød dagen også på et stort lavpunkt.

En af deltagerne måtte forlade ekspeditionen og blev hentet med helikopter.

Det er virkelig ikke for sjov at være herude, især ikke under de forhold, vi oplever. Vi har haft så meget vind og så mange vanskelige dage indtil nu.

Under sådanne forhold er det utrolig vigtigt at spise nok. Man skal helst have omkring 6.000 kalorier om dagen, fordi kroppen arbejder hele dagen. Ikke kun for at modstå kulden, men også for at trække pulken over isen otte timer om dagen.

Oven i det skal teltet rejses, og der skal smeltes sne.

Når man lægger det hele sammen, er der samtidig meget lidt tid til at spise.

Hver time har vi kun ti minutters pause. På de ti minutter skal man på toilettet, drikke, spise, eventuelt skifte handsker, tage dunjakken på for ikke at blive for kold og derefter tage den af igen.

Så der er et stort pres og meget, der skal håndteres, organiseres og tænkes på hele tiden.

I det øjeblik kroppen ikke længere kan holde maden nede og simpelthen ikke vil tage imod den, kommer man meget hurtigt i energiunderskud. Når først man er havnet i den situation, går tingene ikke længere, som man gerne vil have dem til.

Vi forsøgte alle at vende udviklingen. Ikke kun deltageren selv, men hele holdet gjorde virkelig en indsats for at støtte hende.

Mottoet er så at fortsætte og forsøge ikke at komme længere bagud, men desværre lykkedes det ikke.

På anbefaling fra vores medicinske team blev det derfor i dag besluttet at gennemføre en evakuering, netop fordi Camp Raven faktisk er det eneste sted, hvor det er muligt.

Betydningen for holdet og ekspeditionens virkelighed

Det påvirker naturligvis holdet.

Vi skal finde en ny balance, samtidig med at vi mangler en meget værdsat, venlig og positiv holdkammerat. En person, som altid gjorde sit bedste for at støtte alle andre, hvor hun kunne.

Men sådan er det desværre.

Det er virkeligheden på en ekspedition – og i særdeleshed på Grønland.

Vejret bestemmer. Naturen bestemmer. Forholdene bestemmer.

Ens døgnrytme bliver konstant forstyrret. Hvis kroppen simpelthen ikke kan klare belastningen, kan man have trænet nok så hårdt, men så må det alligevel få en ende.

Det er virkelig ærgerligt.

Afsluttende bemærkning fra Basecamp

Denne lydbesked kom ind, efter at det foregående blogindlæg allerede var blevet offentliggjort.

Men hvis man læser og lytter til det foregående blogindlæg og derefter læser og lytter til dette, får man både fra holdet på Indlandsisen og fra Basecamp et billede af, hvordan forholdene var, og hvilke faktiske omstændigheder vi som hold handlede ud fra.