Whiteout og forberedelse på storm

Christians opdatering:

📍 Se på kort

Op kl 23, pakke sammen og så afsted kl 1. Sneen var stadig blød og ikke det bedste, så skindene kom af. Vi var ikke kommet ret langt før det viste sig at være stortset whiteout. Når der intet er at se og umiddelbart navigere efter er vinden en god ven. Når kursen er sat på kompasset er der brug for fikspunkter, som man støtter sig til, når man har første position. Det kan være hvor solen står i skibrillen, en sky i det fjerne eller et fikspunkt på isen. Når der ingen sigtbarhed er overhovedet er vinden en afgørende faktor. På alle vores skistave har vi snore der viser vindens retning. Når kursen er sat kan man se, hvordan retningen af snorerne står i forhold til ens ski.

Herved ved man, hvordan de skal stå og hvilken retning man skal gå i. En stor del af natten gik vi sådan uden sigtbarhed og med hjælp fra vinden. Det var meningen at vi skulle have sat camp senest kl 12, da der skulle begynde at storme omkring kl 14. Desværre gik en fra holdets bindinger i stykker og kunne ikke lige repareres på stedet, så vi besluttede at sætte camp kl 7.30.
Vi havde i forvejen besluttet ikke at sætte camp senere end kl 12 , da der var varslet storm kl 14. Vi havde derfor fin tid til bygge læmur foran teltene og grave teltpladsen lidt ned. Pulkene anvendes også som læmur. Det tog en del tid. Lige nu har vinden godt fat i teltet og det rusker og larmer.

📍 Se på kort

Fra Arctic Adventures ekspeditionslog

Opdatering fra soveposen og stormen

Aftenens opdatering kommer fra soveposen. Klokken er 18.30, og alle er allerede gået i seng – håber jeg, for jeg kan faktisk ikke se det. Alle ligger i hvert sit telt, fordi vi befinder os midt i en storm. Jeg ved ikke, om I kan høre vinden slå mod teltet i baggrunden, men hvis I kan, kan I måske forestille jer, hvordan det ser ud udenfor. Det sner, der er kraftig snefygning, og vi har haft vindstød på op til 80 km/t. Så vi har været nødt til at tage nogle seriøse forholdsregler for at beskytte teltet. Vi har bygget en fin mur og gravet teltet lidt ned. Det har faktisk stået på siden klokken 12 i dag. Alt holder fint, så vi kan gå til ro med ro i sindet. Hvis vinden lægger sig klokken 02.00, bliver vi i al hemmelighed liggende en ekstra time for at nyde de roligere forhold og måske få sovet lidt ordentligt. Så står vi op klokken 03.00 og er på vej igen klokken 05.00.

Navigation uden pejlemærker

Ligesom i morges vil sigtbarheden sandsynligvis være meget dårlig igen. Man kan se på billedet, at så snart man begiver sig afsted, har man faktisk ingen idé om, hvor man er på vej hen. Der er ingen bjerge her, ingen træer, så man har ingen pejlemærker at navigere efter. Egentlig ikke andet end vinden. Så det, vi gør hele dagen, er at justere vores kurs ved hvert skift. Vi bruger et kompas til at se, hvilken retning vi skal gå. Jeg tror, jeg har forklaret det før: Man peger skiene i den retning og leder så efter pejlemærker. Det eneste, vi har lige nu, er vores vindfaner på stavene. Derefter bliver hele ens verden stort set den vindfane. For hvert skridt tjekker man, om man stadig bevæger sig nogenlunde i den rigtige retning. Det bliver aldrig helt perfekt, så man zigzagger altid lidt. Men generelt ender vi mellem pauserne det rigtige sted med en nøjagtighed på en eller to grader. Det er virkelig fedt at opleve, at det faktisk fungerer på den måde.

Desorientering i whiteout

I det øjeblik man holder op med at kigge på sin vindfane et øjeblik og retter sig op for at se sig omkring, begynder man straks at bevæge sig i den forkerte retning. Man opdager det bare ikke. Det er det mærkelige ved det. Så råber en bagfra i rækken: “Hey, banana!” Og når man kigger tilbage, opdager man, at man faktisk går 45 grader i den forkerte retning, selvom man oprigtigt føler, at man går ligeud. Det er en meget, meget mærkelig fornemmelse, som alle skal vænne sig til, men det går også bedre og bedre.

Regn, vådt udstyr og frost

Da vi stod op i nat, var vejret faktisk ret dårligt. Det, man absolut ikke ønsker sig, når man vintercamper, skete: Det regnede. Så alt blev vådt. Vi havde pakket vores sengegrej i vandtætte overtræk, men tøjet bliver vådt, handskerne bliver våde, dunjakken bliver våd. Det er bare virkelig ubehageligt. Alt, hvad der er vådt, fryser, så snart temperaturen falder senere på dagen. Og når tingene fryser, bliver man kold. Heldigvis blev det kun langsomt koldere, og vinden fik tørret os lidt. På et tidspunkt kom vi faktisk ind i en rigtig god rytme.

En ødelagt skibinding og beslutningen om at slå lejr

Netop som vi fik øje på et hold langt ude i horisonten – og tænkte, at vi kunne følge deres spor og få tilbagelagt nogle gode kilometer, inden stormen ramte – gik en del af skibindingen i stykker. Vi lavede en hurtig reparation ude på isen og fortsatte. Men en halv time senere gik den i stykker igen.

På det tidspunkt besluttede vi: Vi skal alligevel snart slå teltet op og gøre klar til stormen, så lad os gøre det nu. Så kan vi finde ud af, hvordan vi reparerer skibindingen inde i teltet og samtidig få lidt hvile.

Det betyder dog, at vi kun tilbagelagde 13 kilometer i dag, selvom vi egentlig havde planlagt 20. Så vi er kommet en lille smule bagud i forhold til planen. Vi må se, hvordan og hvor vi kan indhente det. Men jeg tror, det var vigtigt at sikre, at skibindingen er i orden, for uden ski kommer man selvfølgelig ingen vegne.

Planen for natten og i morgen

Vi går hurtigt i seng. Alarmen ringer igen klokken 03.00, hvilket faktisk er et nogenlunde normalt tidspunkt i ekspeditionslivet. Egentlig lidt sent, men vi besluttede at unde os selv den ekstra time. Og så er det ellers fuld fart fremad igen i morgen.