Varme temperaturer, blød sne og vind

📍 Se på kort

Christians opdatering:

Varme temperaturer, blød sne og vind

Vi tog også næste nat på samme måde for at udgå den bløde sne for meget. Vi er nu i camp, og vi har besluttet, at vi i nat går kl 1.30. De varme temperaturer gør det sværere for os at komme frem, men heldigvis kan man jo så gøre det på den måde.

Vi ligger lige nu 1580 meter, så det er gået en del opad fra de 660 meter som var udgangspunktet. De sidste dage har opturen være præget af skiftevis områder, hvor det går jævnt opad, så kommer der et fladere plateau og så gå det opad igen. Man tror hele tiden at man har nået toppen, når man er kommet op ad en stigning, men det har man ikke – det fortsætter.

Det blæste en del den sidste del op mod, hvor vi satte camp. Her taber man ikke noget, for så er det væk. Camp blev sat som var det storm, den skulle modstå.

Dette for også fælles at øve rutinerne omkring det. Det ser på nuværende tidspunkt ud til at der kommer så meget vind på søndag, at det kræver en overliggerdag.

📍 Se på kort

2

Fra Arctic Adventures ekspeditionslog:

Tidlig start i et foranderligt landskab

Tidlig start og kuldegrader

Vi kom endnu tidligere af sted i morges. Allerede klokken fem var vi på vej, hvilket betød, at vækkeuret ringede klokken tre. Udenfor var temperaturen minus 10 grader, men fordi vinden var taget til, lå den oplevede temperatur omkring minus 20 grader. Det var derfor en ganske kold start på dagen.

Heldigvis stod solen op allerede under dagens første etape, og det gjorde en stor forskel. Så snart de første solstråler ramte os, føltes det straks betydeligt varmere.

Landskabet og perspektivet

Nu hvor vi endelig er kommet ud af isfaldsområdet, begynder vi for alvor at få en fornemmelse af, hvordan det er at bevæge sig rundt herude.

Det er faktisk svært at beskrive.

Det føles meget surrealistisk.

Alt omkring dig er hvidt – bortset fra himlen, hvis solen altså skinner. Er der skyer, er de også hvide, og så bliver det hele straks langt mere udfordrende.

Det føles lidt, som om man går inde i en kæmpestor kugle, der hele tiden fortsætter opad. Man tænker hele tiden: Når jeg når derop til horisonten, kan jeg sikkert se over toppen.

Men sandheden er, at vi først når “toppen” om cirka to uger.

Jeg ved ikke, hvor mange af jer der cykler, men I kender sikkert følelsen af at tro, at toppen af bakken er lige foran jer – og så fortsætter den bare lidt længere.

Sådan er det her.

Hele tiden.

Men det har også sin charme. På et tidspunkt holder man op med at lede efter stedet, hvor man kan se over bakken.

Det er bare sådan, det er.

Og når solen skinner på sneen, og himlen er lige så klar som i dag, er det ganske enkelt utrolig smukt.

Risikoen ved selv små fejl

Det er et fantastisk sted at være.

Samtidig ved man også, at hvis vejret ændrer sig bare en smule – og det kunne vi allerede mærke i dag med den kolde vind – så bliver selv små fejl straks straffet.

Hvis man lader handsken være af lidt for længe, glemmer at lukke en lynlås eller får spist eller drukket for lidt, bliver man hurtigt kold.

Så bliver det ubehageligt, og det kan være svært stadig at få øje på alt det smukke omkring sig. Samtidig tager det tid at få varmen igen.

Men når man først lykkes med det, er alting fantastisk igen.

Det er lidt af en følelsesmæssig rutsjebane.

Heldigvis fylder de gode oplevelser og de smukke omgivelser stadig langt mest, og derfor er humøret fortsat højt.

Samarbejdet i gruppen og de første skavanker

Vi fungerer også bedre og bedre som hold for hver dag.

Der bliver godt nok stønnet og jamret lidt hist og her – mest på grund af kroppen.

Der er efterhånden en del vabler, tørre fingre, som begynder at sprække og gøre ondt, problemer med søvnen, mærkelige sovetider og selvfølgelig den konstante fysiske belastning kombineret med en anderledes kost.

Nogle døjer med maven, og stort set alle kæmper med én eller flere af de ting.

Heldigvis er vi også blevet gode til at hjælpe hinanden.

Det er faktisk nået dertil, at hvis man er gået ud for at klare “nummer to” og har taget den forkerte pose med, kan man bare råbe ind mod teltet:

“Kan nogen lige komme med toiletpapiret? Det ligger i min Arctic Bedding – sådan og sådan.”

Så ja – vi lærer hinanden bedre og bedre at kende.

Små justeringer og små uheld

Da vi slog telt op i dag, justerede vi nogle detaljer, fordi vinden forventes at tage yderligere til de kommende dage.

Vi gennemgik derfor hele opsætningen igen og sørgede for, at teltet stod så stramt som muligt, så det ikke pludselig blæser væk.

Det ville være en skam.

Et andet lille uheld var, at en isoleret Nalgene-flaske blev væk. Det er en af de plastikflasker med et isolerende etui, som holder vandet varmt længere.

Samtidig gik en termokande i stykker.

For at sikre, at gruppen fortsat havde nok udstyr, vurderede vi, at det var værd at gå tilbage for at lede efter flasken.

Men at gå tilbage til den forrige pauseplads betyder også, at man bagefter skal indhente resten af gruppen.

De andre kan jo ikke bare sidde stille og vente en hel time.

Derfor måtte én gå tilbage uden pulk, kontrollere endnu en pauseplads og derefter skynde sig frem igen. Imens var resten af gruppen allerede gået videre.

Heldigvis lykkedes det at få styr på det hele.

Blikket mod morgendagen

I morgen starter vi endnu tidligere.

Navigationen bliver sandsynligvis vanskeligere, fordi der er udsigt til overskyet vejr.

Når himlen er dækket af skyer, forsvinder alle kontraster.

Det hele bliver én stor hvid flade.

Så bliver det meget sværere at vurdere, hvad der går op, hvad der går ned, og samtidig holde den rigtige kurs.

Det bliver endnu en etape på denne helt ekstraordinære rejse.