Første milepæl er nået

Christians opdatering:

Kl 3 var noget tidligt, men op kom vi og hurtigt i gang med at pakke sammen. Sneen var god og temperaturen i minus ca. 7-10 grader den første del af etapen. 

Vi har kørt 7 skift i dag. Et skift eller en omgang vil sige at alle 5 skal have haft den forreste position i rækken. Man har 12 min. i front og der holdes herefter 10 minutters pause osv. Det er den forreste persons opgave at lave sporet og navigere. 

Vi har i dag nået første milepæl på krydsningen. Det er en vejrstation der består at to metalstolper med udstyr boret ned i isen. Ude midt i absolut ingenting er denne placeret. 

Vi har desuden set et fantastisk vejrfænomen, hvor skyer har form som en regnbue hen over isen. 

Vi endte med at have tilbagelagt 20 km i dag og som igår blev isen blød i løbet af eftermiddagen, så det kunne virkelig betale sig at stå meget tidligt op. Det gør vi også i nat, da vejret bliver nogenlunde det samme.

 

📍 Se på kort

67.04477, -48.75072 Map: maps.google.com/maps?q=67.04478,-48.75072

Fra Arctic adventures ekspeditionslog: 

Tilpasning til den arktiske rytme – udfordringer og løsninger

En dårlig nat og døgnrytmen på Indlandsisen

Vækkeuret ringede klokken 5.00, og planen var, at vi skulle være på vej klokken 7.00. Faktisk havde alle sovet dårligt. Klokken 19 var det stadig helt lyst, og det bliver faktisk slet ikke mørkt længere. Solen går først ned omkring klokken 23.30 og står op igen omkring klokken 4.30, men skumringen varer længe. Derfor bliver det aldrig rigtig mørkt.

Det gjorde det overraskende svært at finde en god døgnrytme.

Den første dag med den faste rutine

I dag var også den første dag, hvor vi fulgte vores faste dagsrytme. Den består af syv etaper med én times gang efterfulgt af en pause på ti minutter. Undervejs skifter vi fører cirka hvert 12. minut.

Med den dybe sne er det faktisk ret ensomme dage, fordi det ville være spild af kræfter at gå ved siden af hinanden. Derfor går vi alle på række.

Vi er sammen – og alligevel lidt alene.

Hver især går vi med vores egne tanker.

Når vi skifter fører efter de cirka 12 minutter, giver vi hurtigt hinanden et high five eller et nik, som siger: Godt gået, makker.

Der er heller ikke meget tid til at tale sammen i pauserne. De kræver nemlig fuld koncentration. På de ti minutter skal alt nås: spise, drikke, tisse, måske skifte lidt tøj, justere huen og gøre klar til at gå videre.

Det er faktisk ret intenst.

Pauserutiner og stram tidsplan

Nu hvor teltrutinen efterhånden sidder på rygraden, er næste skridt at få pauserutinen til at fungere lige så godt.

Hvorfor er det så vigtigt, at en pause ikke varer mere end ti minutter?

For det første bliver man hurtigt kold, hvis man står stille for længe.

Men der er også en anden grund.

Forestil dig, at vi kommer to minutter for sent af sted efter hver pause. Gør vi det seks gange om dagen, mister vi tolv minutters gangtid hver eneste dag.

Over 30 dage bliver det til 360 minutter.

Det svarer til seks timers gang – næsten en hel dagsmarch.

Det ville være et enormt spild.

Derfor er vi meget konsekvente med, at alle skal være helt klar til at gå igen, når de ti minutter er gået.

Aftenen i teltet

Om aftenen samles vi i teltet, hvor vi spiser sammen og deler dagens oplevelser.

Nu hvor teltrutinen fungerer bedre og bedre, begynder der også at blive lidt tid til at slappe af om aftenen.

Fra tidlig morgen arbejder vi nemlig med fuld koncentration på at gøre alting så effektivt som muligt.

Når vi står op, er det koldt, så vi vil hurtigst muligt af sted, så kroppen kan blive varm igen.

Derefter følger dagens rutiner, og om aftenen skal der smeltes store mængder sne til vand, samtidig med at alt udstyr til næste dag skal gøres klar.

Når fire personer deler et telt fyldt med udstyr, kræver det orden og faste rutiner. Alligevel mangler der pludselig en handske, en sok eller en ske.

Der er altid lidt kaos i et af teltets hjørner.

Nye aftaler om pauserne

Her til aften talte vi om pauserne og besluttede at ændre lidt på rutinen.

Fra i morgen indfører vi én længere pause i løbet af dagen – en såkaldt Rolo-pause. Den bliver fem minutter længere end de øvrige pauser.

Det betyder, at vi i stedet for at være på farten i otte timer bliver af sted i otte timer og fem minutter, så vi henter de fem minutter ind igen.

Vi har også aftalt, at hvis man ikke når alt det nødvendige i pausen, så trækker de andre videre, mens man gør sig færdig. I den dybe sne er det nemlig ikke nødvendigvis den forreste, der arbejder hårdest hele tiden.

Hvis man har brug for hele pausen til at blive klar, går man bagefter bagest i rækken. Den forreste holder samtidig øje med den bagerste, så vi kan hjælpe, hvis nogen får brug for det.

I morgen finder vi ud af, hvordan det fungerer i praksis.

Distance, fremskridt og delmål

I dag tilbagelagde vi faktisk en længere distance end tidligere.

Det var første gang, vi fra morgenstunden kunne holde et godt tempo uden større problemer.

For første gang passerede vi 20 kilometer på én dag.

Samtidig nåede vi endnu et vigtigt delmål på ruten – vejrstationen, som tilhører vores meteorolog, Dirk van As.

Vi har opdelt ruten fra vest mod øst i en række delmål, fordi det gør den lettere at overskue.

Det første mål var at komme ud af isfaldsområdet.

Det lykkedes.

Det andet mål var vejrstationen.

Nu er kursen sat mod DYE-2, den forladte radarstation fra Den Kolde Krig.

Derefter kommer punktet, hvor vi har tilbagelagt halvdelen af distancen, så det højeste punkt på Indlandsisen – og derefter begynder vi for alvor at kigge mod målet.

Der er stadig mellem fem og ti dage, før vi når dertil.

Men endnu en etape er gennemført, og vi har rykket os et godt stykke frem.

Strategien virkede i dag, fordi sneforholdene var langt bedre.

Vi er alle enige om, at det er den måde, vi fortsætter på.

Vi ses i morgen.