Skiene er kommet på

📍 Se på kort

Vi er nu kommet ud fra et større område med store spalter og canyonsformet is.
Her var der ofte behov for stille pulkene for at to kunne gå ud for at finde en sikker vej igennem. Det er nu et lidt mere fladt terræn, hvilket betød at skiene er kommet på – så fedt.
Camp er sat, der er smeltet sne og spist.

67.15545, -49.75719 Map: maps.google.com/maps?q=67.15546,-49.7572

Vejr Overskyet og sol Temp: -7

Fra Arctic Adventures ekspeditionslog

Eventyrlig ekspedition over Grønlands endeløse vidder

Endeløse vidder og en dag med op- og nedture

Jeg optager denne opdatering ude på en endeløs slette. I horisonten kan vi stadig ane de sidste rester af gletsjerområderne. Solen er netop ved at gå ned, og det har været en dag med både op- og nedture – for hele holdet.

Her til morgen havde jeg selv en snak med vores basecamp, fordi jeg tænkte: Vi kommer jo ingen vegne. Vi kæmper os bare frem. Hvordan skal det her gå? Gør vi mon noget forkert?

Efter nogle opmuntrende ord fra basecamp viste det sig, at det faktisk går rigtig godt. Et af de andre hold på Indlandsisen blev for eksempel liggende i teltet hele dagen i går, fordi sigtbarheden var så dårlig. Og de fem kilometer, vi tilbagelagde i går efter mere end syv timers hårdt arbejde, bragte os trods alt et lille skridt tættere på målet.

Sikkerhed og brug af klatresele

Vi vurderede, at vi fortsat skulle følge omtrent den samme rute. Derfor beholdt vi klatreselerne på. Ikke fordi vi gik i reb, men fordi selen har et statisk reb fastgjort fra hoften til en karabin ved skulderen. Hvis der skulle ske noget, og en af os eksempelvis sank i en gletsjerspalte til livet eller gled endnu længere ned, ville vi hurtigt kunne gennemføre en redning.

Terræn, sigtbarhed og tempo

I aftes havde jeg en fornemmelse af, at terrænet ville blive meget vanskeligt at komme igennem.

Men det viste sig faktisk, at med god sigtbarhed var det overraskende let. Vi fløj nærmest af sted. Allerede i løbet af den første time tilbagelagde vi mere end to kilometer, og da vi holdt dagens anden pause, havde vi stort set allerede gået den distance, vi klarede hele dagen i går.

Det gør en enorm forskel, om man skal navigere gennem den slags terræn med eller uden sigtbarhed.

Det gode var også, at alle fik mulighed for at øve sig i at navigere og finde den bedste vej gennem det bølgende terræn med mindst muligt antal højdemeter. Det kræver, at man zigzagger mellem forhøjningerne, samtidig med at man holder den overordnede kurs. Det er virkelig svært, men det handler om øvelse – og det fik vi masser af i dag.

Problemer med støvlerne – og en løsning

En ekspedition handler også om at ændre strategi, når noget ikke fungerer.

Under den anden pause tog vi en deltagers støvler af. De var blevet våde, de havde været frosne fra morgenstunden, og både sokker og fødder var våde. Han havde faktisk gået med kolde tæer i omkring to timer.

Da jeg hørte det, sagde jeg med det samme: “De støvler skal af nu.”

Vi undersøgte tæerne, og heldigvis var vi kommet i tide.

Jeg besluttede, at han skulle fortsætte i sine BC-skistøvler i stedet. Det gav lidt udfordringer med mini-stegjernene, fordi de har en gummikant, som skal trækkes rundt om støvlen, mens piggene sidder under sålen. En BC-skistøvle er naturligvis en del større end en almindelig vandrestøvle.

Men når én løsning ikke fungerer, må man prøve en anden.

Kort efter var fødderne igen varme og behagelige, og problemet var løst.

Kursændringer og terrænet

Vi forsøgte at bevæge os lidt mod øst, men terrænet pressede os hele tiden en smule mod sydvest, hvor det var lettere at komme frem.

Samtidig blev sigtbarheden igen dårligere.

Før vi vidste af det, bevægede vi os endnu en gang gennem et stort område med gletsjerspalter. Vi gik op og ned, til højre og venstre, spejdede efter sikre passager og måtte forcere stejle skråninger.

Til sidst tænkte jeg: Det her fungerer simpelthen ikke.

Derfor lavede vi en markant kursændring og satte kursen direkte mod nord – så direkte som terrænet tillod – for senere at dreje mod øst igen.

Det viste sig at være den rigtige beslutning.

Dyb sne og skiftet til ski

Derefter blev den dybe sne vores største udfordring.

Der var faldet så meget sne, at vi sank til anklerne for hvert skridt. Især den forreste i rækken måtte arbejde ekstremt hårdt for at trække pulken gennem sneen.

Så tænkte vi: Hvis den dybe sne er problemet, så er det jo netop derfor, vi har ski med.

Vi tog derfor skiene på langt tidligere, end vi egentlig havde planlagt.

Efter lidt indledende tilvænning lykkedes det os at tilbagelægge en god del af dagens distance på ski.

Sidste etape, lejr og udsigten fremad

Vi havde egentlig lyst til at fortsætte lidt længere, fordi vejret var godt, men tiden var ganske enkelt løbet fra os.

På dagens sidste etape skiftede vi fører hvert ottende minut, men selv det begyndte at være hårdt.

Derfor slog vi lejr dér, hvor vi endte efter den sidste – eller rettere den næstsidste – føring. På et tidspunkt er man bare færdig.

Vi fik teltet op, solen tittede frem igen, og det var en fantastisk følelse endelig at være kommet ordentligt på ski.

Uanset hvor man kigger hen, er alt hvidt.

Det skal vi nu opleve de næste 28 dage, så måske bliver vi trætte af det på et tidspunkt.

Lige nu er vi bare glade for, at den sværeste del ser ud til at være bag os. Nu kan vi kravle ned i teltet, få hvilet ud og fortsætte i morgen.