Ørkentur til Sahara
De sidste fem dage har vi været på en fantastisk tur til Atlasbjergene og ørkenen. Målet var Erg Chebbis røde sandklitter.
Vi bookede en tur på fem dage med privatchauffør og guide hos Marocco Tour Agency. Vores guide, Hassan, er berber, født og opvokset i ørkenen og taler engelsk.

Det tog to dage at køre til Erg Chebbi. Ret hurtigt kom vi fra Marrakech op i de forrevne og golde Atlasbjerge og kørte på de vildeste veje, passerede et pas i 2200 meters højde og så flere steder med jordskred og ødelagte veje, for også Marokko har været ramt af meget regn.
Husene klynger sig op af bjergene og har de samme rødlige nuancer. Det ser flot ud, men lidt svært at forstå, hvordan de tør bygge husene så tæt på disse skifer- og sandstensbjerge, der virker meget porøse.

Den anden dag blev bjergene gradvist lavere og lavere. Vi fulgte Daraa-dalen et stykke vej. Det er en 300 km lang og ret bred palmedal. Senere kom vi gennem en slags savanne med spredte acacietræer og meget lidt græs, før landskabet blev helt flad stenørken, og endelig efter mere end 500 km kunne vi se Erg Chebbis store, røde sandklitter.

For at nå til den teltlejr, vi skulle overnatte i, skulle vi først med en firhjulstrækker gennem sandede veje til et sted, hvor en kameldriver ventede med de kameler, som skulle bringe os det sidste stykke vej.

Selv om vi følte os lidt fjollede på kamelryg, var det en god måde at opleve ørkenen på. Det gik i tilpas langsomt tempo, og kamelernes bløde og svampede tæer er jo perfekte til sand. Undervejs så vi en flot solnedgang over klitterne, som langsomt skiftede farve og blev mørke og skyggefulde.

Efter dejlig aftensmad var der sang og musik af personalet. Vi er efterhånden blevet ret glade for den marrokanske musik.
Den følgende morgen skulle vi tidligt op for at se solopgang, inden kamelerne bragte os tilbage til udgangspunktet. Noget, der undrede os, var, at vi så to søer i området og flere brønde. Vi havde nok en forestilling om, at der ville være helt tørt, men det er ikke tilfældet. Vores guide fortalte, at folk har masser af vand her.

Mens vi var i Erg Chebbi, skiftede vores guide Hassan fra jeans til kaftan, Forden blev skiftet ud med en Toyota Landcruiser, og så kørte han os ellers rundt i området. Nogen gange tenderede det rally, når vi susede op og ned ad sanddyngerne, men sjovt var det. Utroligt han kunne finde vej. Man mister let orienteringen, for det hele ligner lidt hinanden. Enkelte steder er der dog varder, der viser vej.

Ud over at race rundt i sandet, så vi en palmeoase. Jorden under palmetræerne i oasen er delt op i små marker, som de forskellige familier ejer. Mellem markerne løber en hovedkanal med vand, og ind til hver af markerne er der gravet andre kanaler. For at fordele vandet retfærdigt har hver familie et tidspunkt i løbet af en uge, hvor de må grave hul til hovedkanalen, så vandet kan overrisle deres mark. Forpasser de deres tidspunkt, må de vente en uge, til det er deres tur igen. På den måde bliver der dyrket både grønsager og korn. Ret smart system.
Foruden at se palmeoasen drak vi te i teltet hos en nomadefamilie. De havde godt nok ikke meget: to beboelsestelte, et til opbevaring, et til toilet, et til ovn og køkken, fem børn, tre geder og to høns.
Deres telte var stillet op i ørkenen et sted, hvor de forholdsvis let kunne skaffe vand, brænde og mad til dyrene. De havde boet på stedet næsten et år, da det har regnet mere det sidste år end normalt, så der har hele tiden været nem adgang til foder og vand.

Vi kørte en anden vej tilbage fra ørkenen. I mange timer kørte vi gennem en ret kedelig stenørken. Der var langt mellem byerne og kun få andre bygningerne langs vejen. Til gengæld var der masser af får.
Undervejs så vi et sted, hvor folk leder efter forsiler, mineraler og halvædelstene. Der er nærmest tale om minedrift. Det er gammel havbund, og der er store mængder af enhver form for forsiler. De er fx indlejret i marmor, så der bliver fremstillet bordplader, håndvaske, skakspil o.a., hvor forsilerne fremstår tydeligt. Det er mere særpræget end kønt. Et populært mineral er en ret tung mørk, sølvglitrende art sten, der knuses og bruges til øjenmake up som kol.

På vores videre vej tilbage fulgte vi Antiatlasbjergene i horisonten, og efter nogle timer forlod vi det flade land og kørte ind til Høje Atlas, og så skiftede landskabet pludselig karakter. Det gik i den grad opad.
Første stop var Todrakløften, som er en smal kløft, der skærer sig ind mellem mange hundrede meter høje stejle klippesider. Et meget flot syn, der desværre også er opdaget af tæppehandlere, forsilsælgere og klatrere. De sidste hang mange steder 100 meter over os på de nærmest lodrette klipper og så ud til nyde udfordringen.

Fra Todrakløften var der ikke ret langt til dagens sidste stop: Dades Valley. Det er også en kløft, men her med en palmeoase i bunden. Den ender i en smal, stejl, hårrejsende vej, der snor sig op mod toppen gennem utallige hårdnålesving. Fra toppen er der en superudsigt over vejen og ned mod dalen og nogle meget særprægede sandstensklipper.
Vi overnattede i 1600 m højde, og her i november er det lig med en ret kold nat omkring de 10 grader. I Erg Chebbi var det også koldt om aftenen og natten, men om dagen havde vi 25-30 grader.

Den sidste dag kørte vi tre timer gennem semiørken med spredte flade klipper, indtil vi nåede Ouazazate, byen hvor Marokkos Hollywood ligger. Her gjorde vi et stop og så Atlasstudierne. Det er her film som Indiana Jones, Game of Trone, Gladiator, Asterix o.a. af denne type film er optaget. Kulisserne lignede til forveksling nutidige bygninger, men er dog langt mindre. Omgivelserne er også helt oplagte til ørkenfilm, og så er de sikkert billigere at leje end andre. På udturen besøgte vi en gammel kasbah,der tidligere havde huset 160 familier, men som de sidste 20 år også har fungeret som filmkulisse.
På den sidste del af turen til Marrakech kom vi gennem de samme vilde, forrevne høje Atlasbjerge uden vegetation som på udturen.
Det har været en fantastisk spændende og alsidig tur i mange forskellige landskabstyper, og vores chauffør og guide har været virkelig god.


You must be logged in to post a comment.