Granada
Lørdag formiddag i Granada.
Vi sidder i solen på tagterrassen og nyder udsigten til Alhambra og den spredte sne på toppene i Sierra Nevada bjergene. Om lidt skal vi finde bussen til Frigiliana, som er næste stop.
Fra Valencia kørte vi med bus i otte timer for at komme til Granada. Turen gik via masseturisthelvedet Benidorm (kendes på sine kæmpe højhushoteller og læssevis af fulde englændere), Alicante, Murcia og Guadix. Kysten er et tæt dyrket
landbrugsområde med grøntsager i plastdrivhuse og utallige appelsinplantager. Efter Murcia går det opad mod højsletten og anderledes landskaber med oliven, mandel- og frugttræer nogle steder, mens der er goldt og øde andre steder og dermed perfekte locations til de mange spagettiwesterns, som er indspillet her. Guadix (Nej, det er ikke et navn fra Asterix) er en gammel sigøjnerby, hvor folk stadig lever i huler hugget ud i de bløde klipper. Selv fra bussen kunne vi se dem.
Syd for os dækkede den første sne de højeste tinder på Sierra Nevada bjergene, og vi kom da også op i 1500 m, før det gik ned mod Granada. En flot tur med en rigtig god og serviceminded chauffør.
Vi var i Granada for mere end 30 år siden, og bortset fra Alhambra kan vi ikke huske nogle steder i byen. Vi har lejet en lejlighed med tagterrasse, så da vi efter en del forviklinger kom ind i ejendommen, tog vi elevatoren op på øverste etage. Vi følte os lidt snydt, da det viste sig at være en fælles terrasse, og vores lejlighed ligger på første sal og er kold og mørk. Til gengæld ligger den lige over en ret populær cafe med glade gæster til langt ud på natten, og udsugningen derfra kommer op i en lysskakt lige ved vores soveværelse. Det er lidt svært at brokke sig, da det har vist sig, at vi har lejet lejligheden af et bureau i Malaga.
Vi har brugt vores to dage i Granada til at trave rundt i byen – op og ned. Samlet er det blevet til mere end 26 km, men det har været skridtene værd, for det er en spændende by at besøge. Den første dag gik vi mest rundt i bydelene Albaicin og Sagremonte. Det er de gamle arabiske og fattige områder. Det var spændende at gå rundt i de små kringlede og stejle gader, men det er nu sjovest at gå nedad.

For anden gang i Spanien havde vi svært ved at finde et sted at spise frokost. Klokken blev 14.30, så vi gik bare ind på det første sted, vi fandt. Det viste sig at være en vinbar med fokus på naturvin, og vi kunne kun få noget spise, hvis vi deltog i en vinsmagning sammen med tre filippinske kvinder fra New Jersey. Vi smagte fire naturvine med dertil udvalgt mad – der i blandt tre forskellige typer chokolade. Det var en sjov og anderledes oplevelse. De to første vine (cava og hvidvin) var overraskende gode, mens de to næste (rose og rødvin) levede helt op til vores forestillinger om, hvor specielt (læs: dårligt) naturvin kan smage. Vinbaren bliver drevet af tre kvinder, hvoraf den ene er fra Alagna i Italien. Der har vi jo stået meget på ski, og det viste sig, at vi har en fælles bekendt, skiguiden Roberto.
Fredag havde vi afsat til at besøge Alhambra. Alhambra er virkelig overvældende og bestemt værd at besøge. Vi gik rundt i det store område i mere end fire timer og nød den mauriske byggekunst, udsmykning og haveanlæg med rislende strømme og fontæner overalt.
Der var mange andre turister end os i Granada. Det oplevede vi også om aftenen, hvor de små gader bliver lavet om til et utal af spisesteder og barer og med et mylder af folk på udkig efter det perfekte spisested. Det lykkedes ikke for os at finde det helt perfekte sted, men vi fik da nogle ok måltider ved borde indenfor, for aftenerne er for kolde for os til at spise udenfor. Andre havde ikke det samme problem, og desværre for os var de mest udholdende gæsterne på baren under os.
Da den sidste mauriske fyrste, Boabdil, blev tvunget til at forlade Granada, græd han. Det kan man godt forstå, for Granada er en spændende by, som vi er kede af at forlade.
Men nye eventyr venter forude …


You must be logged in to post a comment.