Cykeltur dag 3: Estacion de Mora til Segorbe
“En snegl på vejen, er tegn på regn i Spanien”. Så slap vi ikke længere for regnvejret. Det lavtryk, som har givet masser af regn i det nordlige og vestlige Spanien, sendte også nogle ret kraftige skyer med regn. Vi burde været advaret, for da vi spiste aftensmad i går, så vi billeder af snegle og udenfor holdt de sammenskudsgilde.

Dagen startede fint med en smuk solopgang, men allerede efter få kilometers kørsel begyndte det at støvregne, og regntøjet kom på. Det gik nedad næsten fra start, så taktikken var at få ‘ædt’ så mange højdemeter som muligt, før regnen rigtigt tog fat. Det var lidt ærgerligt, at det regnede, for vi kørte gennem ret anderledes landskaber end hidtil.
Undervejs kom vi igennem et område, der havde været ramt af en ret omfattende skovbrand for kort tid siden. Der var lidt grønt på vej i underskoven, men træer og buske stod afsvedne tilbage. Nogle enkelte steder var der begyndt at komme små grønne vækster på træerne, så måske er der håb forude.

Dagens mål var byen Segorbe 70 km fra Mora. Vores rute ledte os forbi en bunker fra den spanske borgerkrig, en dal med nogle meget spektakulære vandfald og plantager med med appelsiner, sharonfrugter og oliven. Her ser det ikke ud til, at det bliver en dårlig olivenhøst, for træerne var fyldt med næsten modne oliven.
Det tog ca. 5 timer at køre til Segorbe inkl. frokoststop og vandfaldssightseeing. Segorbe er ikke den mest spændende by, vi har oplevet. Der er ikke en gammel spændende bykerne, men byen har en flot beliggende mauerborg. Den ligger på et sted, hvor flere af caminoerne mod Santiago mødes, så det er et gammelt valfartssted.
Vi gik rundt i byen, men det begyndte igen at regne, så vi søgte ly på en cafe. Det blev også vores aftensmadssted, hvor vi spiste små tapasanretninger med muslinger, blæksprutter og kylling.
Vores hotel ligger lige ved siden af byens musikskole, så siden vi kom, har vi hørt på mere eller mindre talentfulde mennesker, der forsøger at udtrykke sig musikalsk. Vi har hørt ‘Lille Peter Eddekop’ i en del versioner, og lige nu er der en absolut ikke talentfuld person, der forsøger sig på violin. Vi har lyst til at lukke vinduet, men samtidig skal vi også have tørret det våde cykeltøj.


You must be logged in to post a comment.