McBrides – alene i skoven

Skrevet af: Christian
Efter morgenmaden blev lejren pakket sammen. Natten havde budt på lyde fra, hvad vi kunne identificere som en større hjort. Ellers havde natten været rolig. Første stop var ved creeken 200 m væk fra campen. Her filtrerede vi vand, og så var vi klar til dagens etape til MacBrides campsite. Etapen fortsatte i samme storslåede natur, som vi oplevede igår – et kæmpe engareal, vilde vidder omkranset af de flotteste bjerge. I løbet af eftermiddag nåede vi til Banff National Park. Det var tydeligt, at stierne herfra blev vedligeholdt og var i god stand. Ved indgangen til parken bliver det gjort meget tydeligt, at man befinder sig i “..Critical Grizzly bear habitat”, og at man skal tage sine forholdsregler. Det anbefales fx at gå i grupper af minimum 4 personer m.m. Det bliver spændende at sove i disse omgivelser.

Frem mod McBrides blev vejret dårligere, og det var skiftevis regn, overskyet og sol.
Liva havde i løbet af eftermiddagen fået smerter i knæet, og det blev gradvist værre op mod McBrides.
Vi gjorde holdt ved Big springs campsite, hvor der blev lavet kakao og te/kaffe på primus.

Endelig nåede vi til McBrides. Det viste sig, at vi var helt alene her. Klokken var blevet 19.30, så vi var godt trætte. Vi lavede hurtigt to hold. N og C satte telte op og B,V,L gjorde klar til aftensmad. Der var rimelig langt fra teltområdet til bjørnelockers og spiseområde, så det var tydeligt, at man er optaget af at adskille bjørn fra menneske (mad) her. Det betød måske også, at vi her skulle være særligt varsomme. Det begyndte at regne lige efter vi havde spist, og alle var trætte, så vi gik i telt.

Vi havde i løbet af eftermiddagen/aftenen besluttet at korrigere turen, idet vejret var blevet dårligere og Livas knæ ligeså. Der var ingen tvivl om, at den sidste tur fra Og-Lake til Sunshine Village(nær Banff) ville blive for svær for os at gå, idet det er mange højdemeter i alpint terræn. Der er ingen mulighed for at afbryde turen i dette område. Vi har imorgen sidste mulighed for at gå til MT. Engadine Lodge og dermed komme af ruten.
———
Km 21,49
Højdemeter: 270
Vejr: sol/regn
Tid: 8t49m


You must be logged in to post a comment.