Den sidste etape

Skrevet af: Christian

Det var en meget kold nat, og det krævede noget at komme igang, da morgenen også var kold. Tøjet (det man ikke havde på) blev varmet i soveposen, og så var det ud at slå telte ned og spise morgenmad.

Vandfilterposerne var blev møre og utætte, så vi kogte vandet i stedet for at filtrere det. Vandflaskerne kan dog også bruges som filterposerne og skrues på filteret, så alt er godt.

Vi startede ud med at have det meste af vores tøj på, men efterhånden som vi fik varmen kom tøjet af. Vi gik med udsigt til Amethyst Lakes, men det var noget diset, så det var svært at få et klart billede af søen og bjergene.

Stien var god, og det gik en del nedad. Der var derfor overskud til at hyggesnakke og tale om livet i Danmark og i Canada.

Vi kom forbi flere stenskred, hvor man ikke måtte stoppe, når man passerede.

Vi spiste frokost på den campsite, hvor vi gjorde holdt og hvilede os på udturen. Den ligger højt over Astoria River og med udsigt til bjergene på den anden side af floden.

Så gik det mod P-pladsen, hvor vi ville blive hentet af taxachaufføren fra igår. Der er ingen dækning her i outbacken, så det er vigtigt, at man kan stole på de aftaler, der bliver lavet. Vi havde aftalt, at vi skulle hentes kl 17. Vi var fremme kl 15.30, så der var god tid til at spise snacks og lave kaffe og kakao. Vi sad ved floden neden for P-pladsen i de flotteste omgivelser.

Da klokken nærmede sig 17, gik vi op på P-pladsen for at vente her. Hmm kl. blev 17 og 17.10, 17.15 og taxaen kom ikke. Tænk at brænde os af på den måde in the middle of nowhere!!Vi besluttede, at der måtte en plan B på banen. Da taxaen ikke var kommet kl 17.20 vurderede vi, at den nok ikke kom. Lidt henne ad vejen lå  Hi Mount Edith hostel. Jeg gik hen for at se, om der var nogle. Det så ud til at der var en gæst, og da jeg bankede på Staff- døren blev den heldigvis åbnet. Det var ejeren, der kunne fortælle, at han heller ikke havde dækning og ikke kunne ringe. Han tilbød istedet at køre os til Jasper – fantastik. Det var næsten for godt til at være sandt. Han kunne dog kun have fire personer i bilen. Vi besluttede at N, V og B skulle køre med, og så gik Liva og jeg tilbage på P-pladsen i håb om at få et lift. Da vi kom tilbage kunne vi se at en ældre kvinde netop havde sat to unge vandrere af, og hun var i færd med at ønske dem god tur. Jeg gik hen for at spørge om hun mon skulle forbi Jasper på hjemvejen, og om vi i så fald måtte køre med. Det viste sig at hun skulle til Jasper, og vi måtte meget gerne køre med – så fedt. Der var vi virkelig heldige, og vi kunne endda nå at køre forbi V,N og B for at sige, at vi nu også havde fået et lift. Vi kørte nu i to biler mod Jasper. Det hele gik meget hurtigt og 40 min senere stod vi på Lobstick Lodge i Jasper.