Findes der isbjørne i Rocky Mountains???

Skrevet af: Nikoline

Vi parkerede bilen på en parkeringsplads nær vandfaldet Takakkawfalls. Trods den utrolige mængde p-pladser var der mange mange, der var optaget, så vi var heldige at få en. Først trorde vi, at alle skulle vandre samme tur som os, men vi blev hurtigt klogere, idet de var iført klipklappere, badeshorts og slæbte trækvogne. Der var kæmpe trailere, hunde og børn og store mavser. Igen stødte vi ind i den outbackkultur, som er lidt fremmede for os, hvor man tager ud i naturen med meget gear, men bliver på samme sted nær parkeringspladsen.

Nå men, opad gik det. Rygsækkene var stærkt reduceret i vægt, hvilket betød at bjerggeden Vigga racede opad. Vi gik gennem skoven og mødte en del vand i form af creeks og mindre vandfald samt vandløb. Det som var anerledes her var farven. Vandet var mere hvidlig/mælke agtig, pga hvid ler i jordbunden. Halvvejs oppe holdt vi en dejlig pause ved en creek. Trods det ikke var den længste tur, vi havde gået, var alle lidt søvnige, da vi sad i solen og samlede lidt kræfter. Størstedelen af turen gik gennem skov. En skov man ikke kan sammenligne med noget i Danmark eller resten af verden. Skoven var utrolige tæt med høje grantræer, mos som fungerer som et blødt tæppe, der ligger oven på sten og dækker jordbunden. Tilsidst pyntet med grannåle og kogler, som knækker, når man vandrer på den. Nogle gange åbner skoven sig og landskabet bliver til enge eller creeks som idyllisk fremspringer med utrolige farver som turkis og mælkehvid, omgivet af høje lyde fra det brusende vand med høj fart. Kontrasten er helt vild at opleve.

Efter 10 km blev vi mødt af den smukkeste eng fyldt med blide vandløb og verdens mest originale og antikke træhytte “Stanley Mitchel Hut”. Vi stod længe og bakset med hængelåsen til hytten. Vi havde fået en kode, men af en eller anden årsag gad den ikke åbne. I mens vi baksede og prøvede at knække “koden” kom flere vandrere til. De skulle spise frokost og se hytten inden de gik ned igen. Vi var de første som var ankommet af dem som skulle sove der. Heldigvis åbnede låsen pludselig, og vi kunne endelig komme ind i hytten. Vi fik det eneste familieværelse, som var vildt hyggeligt med 7 sovepladser. Vi håbede vi kunne beholde det for os selv. Øverst oppe var en sovesal, som alle de andre skulle sove i. Da vi langsomt gik i gang med at pakke vores ting ud fik C pludselig øje på noget stort ude foran hytten. Først troede han det var en hund efterfølgende råbte han: “DER ER EN BJØRRNN”. Herefter styrtede han ud til døren. Vi andre kiggede nysgerrigt og spændt ud af vinduet og så til vores overraskelse en hvid stor grizzly bjørn, som kom løbende mod vores hytte. Der opstod uro blandt de andre vandrere foran hytten kunne man se fra vinduet. Vi andre gik også ud til døren og stod på vores terrasse og iagttog bjørnen sammen. En vandregruppe fortalte, at de havde set bjørnen stå på den anden side af en creek, som gik parallelt med deres rute, og at den blev forskrækket og begyndte at løbe langs creeken, som om den ventede på en stor eng, den kunne bruge som afkørsel og undersøge vandrene haha.

Vi stod nu cirka 10 mennesker på terrassen og iagttog bjørnens færden. Til vores store overraskelse fik den færden af et jordegern, og begyndte instinktivt og med stor disciplin at grave hele græsegen op for at finde det jordegern. Vi var alle 4 helt mundlamme og fulgte ivrigt med på 20 meters afstand i dens målrettede jagt efter egernet. Pludselig fik den fat på byttet og gnaskede egernet i sig, mens den kiggede på os. Rimelig scary, som om den sendte os et i signal haha.

Efterfølgende gik vi hen for at se dens opgravninger og kun EN eneste mini bloddråbe kunne spottes. Mens den jagede kom et andet par gående med deres hund, som begyndte at gø. Far har fortalt, at det ikke er en god ide at have hunde med i naturen pga bjørnene. De tiltrækkes af hunde som gør, så vi blev lidt nervøse over hvordan bjørnen ville reagere. Heldigvis var den rimelig optaget, så den kiggede kun få gange tilbage på hunden. Efter bjørnen havde ædt gik den tværs over engen. Alle fulgte den med øjenen. Så gik den på bedste “Balou” maner (bjørnen fra Junglebogen) hen til et træ og rejste sig for at skrubbe sig på ryggen, hvorefter den bagefter lagde sig ned på ryggen for at rulle rundt. Det var tydeligt at forstå, at bjørnen er kongen i skoven – øverst i fødekæden. Den har ingen fjender og opfører sig derfor, som om den ejer hele skoven. Den var klumpet men alligvel hurtig og smart. Det var en vild vild opvelse at se en ægte vild bjørn i sit naturlige habitat. Man skal sørme have respekt for dem. Bjørnen luskede efterfølgende væk, ned ad stien vi kom fra. Vi var helt i chok over denne oplevelse! Det er meget sjældent at hikere møder bjørne på deres vej, og det havde vi! Og vi havde oveni købet set den jage, hvilket også er yderst sjældent. Vi var også meget glade for at vi fik hængelåsen op, så vi havde mulighed for at søge tilflugt til hytten, hvis nu bjørnen ændrede retning (og vi havde selvfølgelig bjørnespray med). Nå men så kom der ro på flokken igen!

Vigga, mor og far tog en ekstra tur op ad et bjerg for at se nærmere på de gletschere, som er i området. Jeg havde brug for at ligge lidt i min sovepose og slappe af.

Vi mødte en familie som mindede om os. En familie på 4, som havde deres 80 årig bedstefar med. De fortalte, at de havde skyndt sig op ad bjerget for at få det gode værelse. Da de forstod at vi havde taget det, så de at vi havde en enkel plads tilbage. Faren spurgte os om deres bedstefar måtte sove sammen med os, fordi han havde svært ved at gå op ad trappen. Vi var selvfølgelige hjælpsomme og sagde ja, selvom vi alligevel ærgret os lidt over at ikke at være alene. Men det viste sig at bedstefaren og hans familie var rigtig søde. De var meget interesseret i os, og vi snakkede meget med dem om at vandre som familie.

Vi lavede aftensmad over primus i det fri og drak aftente. Far skulle ligger nederst med bedstefaren. Og dagen efter havde far ikke sovet på noget tidspunkt. Bedstefaren havde snorket hele natten, og på et tidspunkt kommet til at flytte sine fødder over i fars hoved, hvilket betød, at far måtte flytte ham/rykke ham. Det var ret synd for far (også lidt sjovt), da han ikke plejer at lukke et øje, når vi sover i telt pga lydene og nu heller ikke i hytter pga gamle mennesker, som snorker haha. Heldigvis er snorken nu lidt mindre farlig.