På eventyr i Canadas vildmark

Første møde med bjørn!!

Skrevet af: Boline

Vores søde chauffør Chantel kom og hentede os i Waterton og kørte os til Castle Mountain Ski Resort, hvorfra vi går den næste del af Great Divide Trail.

På Castel Mountain Resort fik vi en skøn helt nybygget lejlighed i stuen. Vores “udstationerede deport” (tre papkasser godt tapet til med ris og pasta og andre lækkerier) var sat til til os i lejligheden, klar til at gå ombord i.

Området havde mange forskellige hustyper, både udlejning og mere private store villaer, kæmpe træsommerhuse med store vinduer og haver med alverdens udstyr.

Vi fik pakket ud, og pigerne ville hygge sig i lejligheden, imens C og jeg gik en tur. Der var ikke mange mennesker i området, og vi undrede os – holder de canadier mon ikke sommerferie? Man var dog utroligt hurtigt ude i naturen, som vi ofte har oplevet. Vi fandt en fin lille sti og gik uden oppakning og nød livet. På vejen tilbage, da vi næsten var ved kæmpe sommerhusene igen mødte vi to mænd, der kom imod os. De smilede og spurgte, om vi havde set nogle bjørne. Vi svarede som sædvanligt nej, og de fortalte, at der har været en tæt ved et skilt, som vi stod ved siden af. Jeg vendte mig og og… ja der kom nærmest et super stød gennem mig. Jeg følte jeg bevægede mig som et  lynhurtigt firben!!!!!! Hvad så jeg? Ca. 20 meter væk stod en smuk grizzly, helt rolig..stod den og undersøgte træer og buske lidt. Det var en ung fyr. Den var slank og havde tydeligvis den “knold” i nakken, som er et af kendetegnene på, at det er en grizzly og ikke en sortbjørn. Vi stod og så lidt på den, indtil den trak sig mere ind i buskadset. Desværre nåede vi ikke at få et godt billede, men jeg må sige, at det var en kæmpe oplevelse, som stadig sidder i kroppen. Sådan et kæmpe dyr lever her på jorden… så stærk og farlig og så alligevel sammen med os dominerende mennesker.

Vi ilede hjem til pigerne, som næsten ikke kunne tro på historien, når ikke den kunne dokumenteres med et billede!

One thought on “Første møde med bjørn!!”

  • Marianne jørgensen

    Wow. Så har I mødt den første bjørn. Fantastisk
    Kh Marianne

Lukket for kommentarer.

Tilmeld dig vores nyhedsmail